Europæisk trio advarer om muligt kollaps i atomaftale med Iran
De genoplivede atomforhandlinger med Iran trues ifølge Frankrig, Tyskland og Storbritannien af russiske krav.
Russiske krav kan ende med at få den næsten genoplivede atomaftale med Iran til at kollapse.
Sådan lyder det i fællesskab fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien lørdag.
Forhandlere var nået til slutfasen i forhold til at få genoplivet den kuldsejlede atomaftale med Iran, JCPOA eller Joint Comprehensive Plan of Action.
Men trods en næsten færdig aftaletekst blev forhandlingerne sat på pause på ubestemt tid fredag aften.
Det skete, efter at den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, sidste lørdag pludselig kom med uventede krav om særlige garantier til Rusland.
Han krævede således, at russisk handel med Iran ikke ville blive påvirket af sanktioner, som er indført mod landet i forbindelse med invasionen af Ukraine.
Tyskland, Frankrig og Storbritannien ser imidlertid udmeldingen som sammenblanding af forskellige forhandlingsforløb.
- Ingen bør prøve at udnytte atomforhandlingerne til at opnå garantier, som ikke har noget at gøre med JCPOA, lyder det i en fælles meddelelse fra de tre lande.
- Dette risikerer at få aftalen til at ende med et kollaps, lyder det videre.
Atomaftalen blev indgået i efteråret 2015 mellem Iran og FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer - Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA - samt Tyskland.
Aftalen indebærer blandt andet, at Iran skulle afvikle centrale dele af sit atomprogram. Programmet anses af Vesten for at skulle dække over udviklingen af atomvåben.
Til gengæld ville omverdenen udfase en række omfattende økonomiske sanktioner mod iranerne.
Men aftalen har hængt i en tynd tråd, siden USA’s daværende præsident, Donald Trump, i 2018 trak USA ud af atomaftalen. Senere indførte USA sanktioner mod landet.
Siden da er også Iran gradvist bakket ud af aftalen.
Ifølge en nylig IAEA-rapport har Iran et lager af beriget uran på omkring 3200 kilo. Det er en stigning fra knap 2500 kilo i forhold til november sidste år.
De 3200 kilo er over ti gange mere end de 300 kilo, som atomaftalen fra 2015 tillader.