Fortsæt til indhold
International

Regeringen får opbakning til yderligere bidrag til afskrækkelsesmission

Danmark bidrager i forvejen med to F-16-kampfly og 800 soldater, som står klar, hvis behovet opstår.

/ritzau/

Efter et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn mandag aften har regeringen fået opbakning af Folketingets partier til yderligere bidrag til Natos afskrækkelsesmission over for Rusland i Ukraine-konflikten.

Det fortalte forsvarsminister Morten Bødskov (S) til DR efter mødet.

- Rusland har helt uacceptabelt ændret på den europæiske sikkerhedsarkitektur. Derfor fortsætter vi dialogen i Nato.

- Hvis der bliver behov for det, så kan Danmark bidrage yderligere til Natos afskrækkelsesmission, siger han.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kalder situationen for den mest alvorlige siden den kolde krig.

- Det er derfor, vi har bedt alle danskere om at forlade Ukraine.

- Vi håber, situationen kan løses med dialog og diplomati. Det vigtigste er, at Rusland trækker truslerne tilbage og deeskalerer situationen, siger han til DR.

Danmark bidrager i forvejen med to F-16-kampfly, som står på Bornholm.

700 til 800 danske soldater er desuden samlet i Slagelse. De står klar til udsendelse, hvis det bliver nødvendigt.

Amerikanske efterretninger vurderer, at der befinder sig omkring 130.000 russiske soldater langs Ukraines grænse.

Meldingen fra Russisk side er, at der er tale om en træningsøvelse.

Ukraines præsident, Volodomir Zelenskij, mener dog at have hørt, at Rusland vil invadere Ukraine på onsdag.

- De siger, at 16. februar kan blive den dag, hvor invasionen finder sted. Vi vil gøre det til en sammenholdets dag.

- De forsøger at skræmme os ved at nævne en dato for begyndelsen på en militær aktion, siger han.

Hvem der har peget på datoen, siger Ukraines præsident ikke noget om.

Til gengæld har amerikanske medier skrevet, at de russiske styrker kan være klar onsdag, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, giver ordre til invasion.

Alle danskere i Ukraine er blevet opfordret til at forlade landet.

Den danske ambassade i Kijev er fortsat åben, men med nedsat bemanding. Kun få nødvendige medarbejdere opholder sig fortsat på ambassaden.