CNN: Saudi-Arabien bygger egne ballistiske missiler med hjælp fra Kina
Holder efterretningerne stik, kan det skabe en helt ny og bekymrende situation for den nukleare balance i Mellemøsten
Saudi-Arabien er i fuld gang med at fremstille sine egne ballistiske missiler med hjælp fra Kina. Det vurderer amerikanske efterretningstjenester ifølge CNN.
Holder efterretningerne stik, kan det skabe en helt ny og bekymrende situation for den nukleare balance i Mellemøsten, hvor USAs præsident Joe Biden og adskillige amerikanske præsidenter før ham i forvejen har sine problemer med at tøjle Iran, der er saudiernes største rival i regionen. For hvis Saudi-Arabien lykkes med at bygge egne ballistiske missiler, så kan USA få endnu sværere ved at få en atomaftale med Iran.
Saudi-Arabien har før købt missiler fra Kina, men har aldrig været i stand til at bygge sine egne.
Ifølge satellitbilleder, som CNN har vist og som ses øverst i denne artikel, er Saudi-Arabiens missilproduktion i gang på mindst ét sted. Satellitbillederne er taget mellem 26. oktober og 9. november af Planet, der er et kommercielt firma. Billederne viser ifølge forskere ved Middlebury Institute of International Studies, at en forbrænding fandt sted på et anlæg nær Dawadmi i Saudi-Arabien. Forskerne har sagt til CNN, at dette er »de første utvetydige beviser på, at anlægget opererer for at producere missiler.«
Ifølge CNNs kilder er Det Nationale Sikkerhedsråd i Det Hvide Hus i løbet af de seneste måneder blevet gjort bekendt med efterretninger, der angiveligt skulle afsløre flere storstilede overførsler af ballistisk missilteknologi mellem Kina og Saudi-Arabien.
»Selvom der har været stor opmærksomhed på Irans store ballistiske missilprogram, har Saudi-Arabiens udvikling og nu produktion af ballistiske missiler ikke fået helt den samme opmærksomhed,« siger Jeffrey Lewis, våbenekspert og professor ved Middlebury Institute of International Studies til CNN.
Adspurgt om der har været nogen nylige udvekslinger af missilteknologi mellem Kina og Saudi-Arabien, sagde en talsmand for Kinas udenrigsministerium i en erklæring til CNN, at de to lande er »omfattende strategiske partnere« og har opretholdt et venskabeligt samarbejde på alle områder, herunder inden for militær handel.
»Et sådant samarbejde er ikke i strid med nogen international lov og involverer ikke spredning af masseødelæggelsesvåben,« hedder det i erklæringen.
Saudi-Arabien har ikke kommenteret sagen over for CNN.