Fortsæt til indhold
International

Seks personer er taget som gidsler efter nyt piratangreb i Guineabugten - "Esbern Snare" hjælper containerskib

Seks personer er taget som gidsel efter et nyt piratangreb i Guineabugten. Det bliver interessant at følge med i forhandlingerne om de gidsler, der blev taget til fange af pirater mandag eftermiddag i Guineabugten, siger forsker.

Den 24. november vandt den danske fregat ”Esbern Snare” kampen mod en gruppe pirater, men mandag kom den for sent.

Mandag eftermiddag lokal tid blev seks personer taget til fange af pirater fra et containerskib i Guineabugten ud for Ækvatorial-Guinea. Det siger Carsten Fjord Larsen, der er næstkommanderende i Søværnskommandoen.

Han fortæller samtidig, at de to personer, der i første omgang blev meldt savnet, igen er fundet på containerskibet, hvor der i alt er 14 personer, der efter omstændighederne har det godt. En person er kommet ombord på ”Esbern Snare”, hvor han behandles for et skudsår i benet. Hans tilstand er stabil.

”Esbern Snare” har desuden et hold ombord på containerskibet, der assisterer med reparationer. Derudover kommer der senere et hold ombord, der skal indsamle beviser.

Det bliver nu yderst interessant at følge den forhandling, der sandsynligvis kommer, om gidslerne, siger Katja Lindskov Jacobsen, seniorforsker ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, der har speciale i maritim sikkerhed og har særligt forsket i pirateri i Guineabugten.

»Det bliver spændende at se hvordan forhandlingerne kommer til at forløbe. Blandt andet om vi kommer til at se ligheder eller afvigelser både i forhold til den periode, som gidsler hidtil typiske har siddet til fange i piratlejre, og i forhold til de løsesummer, som vi hidtil har set,« siger hun.

Hun forklarer blandt andet, at der er sket betydeligt færre angreb den seneste halvanden måned. Derudover var ”Esbern Snare” den 24. november i ildkamp med formodede pirater, hvor fire formodede pirater mistede livet, mens fire fortsat sidder tilbageholdt på Esbern Snare.

»Nogle pirater ved jo nok, hvad der er sket. Blandt andet ved vi, at de formodede pirater ombord på ”Esbern Snare” har haft mulighed for at ringe hjem. Andre piratgrupper ved det måske ikke. Det er noget, som vi stadig mangler at få undersøgt nærmere,« siger Katja Lindskov Jacobsen.

Katja Lindskov Jacobsen forklarer, at angrebet mandag på flere punkter var »et meget typisk kidnapningsscenarie«.

»De er gået efter et containerskib, og de har taget seks gidsler. Det er på mange måder et kendt scenarie for det område. Derfor kan man også sige, at det, der skete i går, nemlig at seks søfolk blev kidnappet af en piratgruppe, jo lige præcis var den risiko, som Esbern Snare afværgede den 24. november,« siger hun.

Katja Lindskov Jacobsen siger, at hvis man ser på, hvor tidligere gidsler har været holdt til fange af piratgrupper i denne region, så er der stor sandsynlighed for, at de pirater, som i går kidnappede søfolk, er sejlet ind i Niger Delta-regionen i Nigeria med deres seks gidsler.

Ifølge hende er løsesummerne for de gidsler, der er tager i Guineabugten, langt lavere, end dem man så i Somalia.

Det er nu anden gang – i hvert fald hvad der er offentligt kendt – at ”Esbern Snare” har været involveret i episoder med pirater, siden fregatten tog afsted fra Danmark den 24. oktober.