Fortsæt til indhold
International

Kvinder i Storbritannien vil boykotte nattelivet for at sætte fokus på ny tendens med kanyler kaldet spiking

Flere kvinder i Storbritannien har anmeldt overgreb på natklubber, hvor de er blevet stukket med nåle eller kanyler. Nu opfordrer flere tusinde kvinder til boykot af nattelivet under hashtagget #girlsnightin.

Tusindvis af kvinder i Storbritannien bakker op om et boykot af nattelivet i den kommende uge.

Det afslører en række nyoprettede Instagram-konti fra forskellige byer, der alle hedder ”Girlsnightin” (pigernes hjemmeaften, red.). Boykotten handler om at sætte fokus på en ny tendens, der angiveligt breder sig i det britiske natteliv.

For flere engelske medier har den seneste tid skrevet om kvinder, der oplever at blive stukket med kanyler eller nåle, mens de er i byen. Den nye tendens går under navnet spiking, skriver The Independent.

Ifølge avisen er der i de seneste uger blevet anmeldt sådanne hændelser i Nottingham, Exeter, Skotland og Nordirland. Blandt andet efterforsker politiet i Nottinghamshire 12 forskellige episoder med unge kvinder og mænd, der er blevet stukket med nåle inden for den seneste måned, og politikredse i hele Storbritannien er opmærksomme på problemer.

Ofrene beskriver, at de oplevede et smertefuldt stik med en nål og huskede derefter ikke så meget mere - altså fik et såkaldt blackout, skriver The Independent.

I Nottingham i det centrale England har en Instagram-profil med navnet ”girlsnightinnottingham” fået over 11.000 følgere. Profilen opfordrer i sin profiltekst til boykot af alle natklubber i Nottingham onsdag den 27. oktober »for at sikre, at sagen om spiking bliver taget seriøst«.

Indbyggere i flere andre byer har lavet tilsvarende Instagram-profiler - blandt andet Leeds, Edinburgh, Liverpool, Bristol, Brighton, Glasgow og Swansea.

Hashtagget #girlsnightin er fredag aften blevet over 519.000 gange på Instagram, hvor adskillige opslag opfordrer til boykot af nattelivet. Også på Twitter er hashtagget flittigt brugt.

Det er ikke første gang, at kvinder i Storbritannien bruger de sociale medier til at sætte fokus på et problem.

Tidligere på året blev hashtagget #textmewhenyougethome verdenskendt, efter at den 33-årige Sarah Everard blev dræbt på vej hjem fra en veninde af en betjent. Hashtagget blev brugt til at sætte fokus på den utryghed, mange kvinder oplever, når de færdes alene i nattelivet.