Fortsæt til indhold
International

Merkel og Macron vil sætte skub i Minsk-aftalerne i Ukraine

Tyskland, Frankrig, Ukraine og Rusland vil lade deres udenrigsministre mødes med fokus på Ukraine-konflikten.

/ritzau/Reuters

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, talte mandag i telefon med præsidenterne fra henholdsvis Ukraine og Rusland.

Formålet var at diskutere konflikten i Ukraine, og statslederne blev enige om, at deres udenrigsministre skal mødes.

Det oplyser den tyske regering.

Først talte Merkel og Macron med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, om implementeringen af Minsk-aftalerne fra 2015, der sigter mod at sætte en stopper for krigen i det østlige Ukraine.

Minsk-aftalerne blev underskrevet af lederne af Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine i 2015.

De indeholder 13 konkrete punkter, som skal opfyldes. Blandt andet skal alt udenlandsk militært udstyr ud af Ukraine, ligesom at alle ”illegale grupper” skal afvæbnes.

Rusland har ifølge EU ikke overholdt aftalerne. Derfor er sanktioner mod landet gentagne gange blevet forlænget.

Senere mandag talte Merkel og Macron i telefon med den russiske præsident, Vladimir Putin. De to vesteuropæiske ledere opfordrede ham til at gøre fremskridt i fredsforhandlingerne.

- Samtaleparterne blev enige om at bede deres udenrigsministre om at mødes snart for at løse dette, skriver den tyske regering i en erklæring efter telefonmøderne.

Ukraine har kæmpet mod russiskstøttede separatister i den østlige Donbass-region siden 2014. Ifølge Ukraine er 14.000 mennesker blevet dræbt i konflikten siden da.

Ukraine har et fjendtligt forhold til nabolandet Rusland, efter russerne i 2014 med magt annekterede den ukrainske halvø Krim og aktivt støttede oprørere i det østlige Ukraine.

Tirsdag er det 23. topmøde mellem Ukraine og EU planlagt til at finde sted i Kiev. Her vil blandt andre Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU-præsident Charles Michel deltage.

Situationen i det østlige Ukraine ventes at være på dagsordenen.