Rapport: Pandemien har ramt kampen mod andre sygdomme

Kampen mod aids, tuberkulose og malaria er blevet påvirket negativt af coronapandemien, konstaterer rapport.

Covid-19 har haft en ”ødelæggende indvirkning” på bekæmpelsen af andre sygdomme i 2020.

Det konkluderer en ny rapport fra Den Globale Fond mod Aids, Tuberkulose og Malaria.

Ifølge fonden er det bekæmpelsen af alle tre sygdomme, som coronavirusset har haft en negativ effekt på.

- Covid-19’s indvirkning på kampen mod hiv, tuberkulose og malaria har været ødelæggende.

- For første gang i den globale fonds historie er centrale resultater gået baglæns, siger fondens administrerende direktør, Peter Sands.

Sammenlignet med 2019 modtog 11 procent færre behandling mod hiv sidste år, mens antallet af hiv-test faldt med 22 procent.

Samtidig steg antallet af mennesker, der modtog livreddende behandling mod hiv, i 2020 med 8,8 procent til 21,9 millioner.

Fonden har beregnet, at cirka 4,7 millioner mennesker blev behandlet for tuberkulose i 2020. Det er cirka en million færre end året før.

Indvirkningen på bekæmpelse af malaria ”ser ud til at have været mindre hårdt ramt af covid-19 end de to andre sygdomme”, lyder det i rapporten.

Den globale fond blev oprettet i januar 2002 for at øge midlerne til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria.

Organisationen er afhængig af offentlige og private bidrag i bestræbelserne på at bekæmpe disse sygdomme.

Siden 2002 har fonden reddet 44 millioner menneskeliv, skriver fonden på sin egen hjemmeside.

I 2019 besluttede den daværende minister for udviklingssamarbejde, Rasmus Prehn (S), at øge det danske bidrag til fonden.

Det forøgede bidrag betyder, at fonden fra 2019 og tre år frem står til modtage yderligere 350 millioner kroner. Det gør Danmark til fondens 14. største bidragyder.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen