Fortsæt til indhold
International

Biden til Israel: Vi prøver først med diplomati over for Iran

Hvis diplomatiet ikke virker over for Iran, er vi klar til at bruge andre midler, siger Biden til Bennett.

/ritzau/Reuters

USA vil forsøge sig med diplomati over for Iran. Men hvis det ikke virker, er der andre værktøjer, man kan finde frem.

Det siger USA’s præsident, Joe Biden, på sit første møde med Israels nye premierminister, Naftali Bennett, der fredag var på besøg i Det Hvide Hus.

Her var Iran et af de centrale samtaleemner. Landets atomprogram skal under kontrol, så det ikke bliver så avanceret, at iranerne kan udvikle atomvåben.

Det frygter Israel, at iranerne har hemmelige planer om.

- Vi prøver diplomatiet først og ser, hvor det bringer os hen. Men hvis diplomatiet ikke virker, er vi klar til at bruge andre midler, siger Biden uden at uddybe.

Siden foråret har amerikanerne forhandlet med Iran om at vende tilbage til den atomaftale, som tidligere præsident Donald Trump trak USA ud af.

Aftalen skal sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben. Til gengæld vil amerikanske sanktioner mod landet blive lempet.

Forhandlingerne har på det seneste stået stille, fordi der er kommet ny præsident i Iran - den konservative Ebrahim Raisi.

Spørgsmålet om, hvordan man bedst håndterer problemet med det iranske atomprogram, har længe været et af de vanskeligste mellem Biden-regeringen og Israel.

Det har ført til spændinger mellem Biden og Benjamin Netanyahu, der tidligere på året måtte træde tilbage fra premierministerposten i Israel.

Det var på forhånd ventet, at Bennett - der tilhører den konservative højrefløj i Israel - ville lægge pres på Biden for at trække sig fra forhandlingerne med Iran.

Da de to ledere kom med en kort udtalelse i forbindelse med deres første møde, kom de ikke nærmere ind på de uenigheder, de måtte have.

- Jeg var glad for at høre dine tydelige ord om, at Iran aldrig vil blive i stand til at få et atomvåben, sagde Bennett til Biden.

Fredagens møde skulle have fundet sted dagen inden. Men på grund af det blodige selvmordsangreb i Afghanistan, der blandt andet kostede 13 amerikanske soldater livet, var det udskudt til fredag.