Fortsæt til indhold
International

Hvor tager de afghanske flygtninge hen?

Her kan du se, hvor afghanske flygtninge tidligere er søgt hen, og hvad en række centrale lande siger om udsigten til nye flygtninge efter Talibans indtog.

Det i forvejen meget høje antal afghanske flygtninge i verden vil efter alt at dømme komme til at stige efter den militære organisation Talibans overtagelse af magten for en uge siden. I løbet af ugen er billeder af desperate afghanere, der forsøger at komme om bord på de vestlige evakeringsfly ud af lufthavnen i Kabul, gået verden rundt.

Fredag oplyste Nato, at mere end 18.000 mennesker havde forladt landet gennem lufthavnen i Kabul siden Talibans magtovertagelse søndag. Det vides ikke med sikkerhed hvor stor en andel afghanske flygtninge udgør af dette tal.

Siden den afghansk-sovjetiske krig begyndte for mere end 40 år siden, har landet været konstant præget af vekslende konflikter og politisk ustabilitet, og i forvejen befinder flere millioner flygtninge sig i nabolandene, viser data fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR.

Alene i 2020 har over 2,2 millioner afghanere søgt tilflugt eller asyl i nabolandene Pakistan og Iran, der i forvejen huser flere millioner afghanske flygtninge.

UNHCR anslår at omkring 3,5 million afghanere, svarende til næsten 10 procent af befolkningen, er internt fordrevet i landet. Alene i løbet af i år inden Talibans magtovertagelse er omtrent 550.000 personer drevet på flugt på grund af kampene i landet.

Den igangværende krise i Afghanistan har fået nogle nationer til at love, at de vil tage imod afghanske flygtninge, mens Danmark og andre lande hellere ser hjælpen ske i nærområderne.

Det står stadig ikke klart, hvor mange afghanske flygtninge Danmark kommer til at modtage. Regeringen har besluttet at sende 100 mio. kr. i nødhjælp til Røde Kors og FN for at afhjælpe krisen i Afghanistan og nabolandene, men Statsminister Mette Frederiksen har indtil videre ikke ønsket at forholde sig til, om Danmark skal give asyl til afghanere på flugt.

Det spørgsmål vil regeringen først tage stilling til, efter man har evakueret alle danskere og afghanere, der har arbejdet under dansk flag, lød det onsdag på et pressemøde i Udenrigsministeriet.

I resten af EU er det minderne fra den million flygtninge, der vandrede op gennem Europa i 2015, der afspejler sig i udtalelserne fra ledende europæiske politikere den seneste uge.

Her får du det foreløbige overblik over hvilke øvrige nationer, der har indtil videre har forpligtet sig til at tage imod Afghanske flygtninge, og dem, der mener, at den humanitære indsats skal ske i nærområderne. Vi starter i nabolandene til Afghanistan.

Iran

Iran har opsat midlertidige flygtningelejre i tre regioner, der grænser op til Afghanistan. Men kilder fra landets indenrigsministerium siger ifølge BBC, at afghanere, der krydser grænsen, vil blive sendt tilbage når situationen i landet er stabil. Ifølge FN huser Iran i forvejen 3,5 millioner Afghanske flygtninge.

Pakistan

Premierminister Imran Khan sagde i juni, at Pakistan ville lukke grænserne hvis Taliban kom til magten. 1,45 millioner afghanske flygtninge lever officielt i Pakistan og har gjort det i årtier, og landet har nået en øvre grænse for flygtningestrømmen, lyder det fra regeringeni Islamabad.

Tadsjikistan

Ifølge BBC har flere hundrede afghanere inklusive soldater fra den afghanske regerings sikkerhedsstyrker krydset grænsen i løbet af de seneste dage. I juli meddelte landet, at det var klar til at modtage op til 100.000 flygtninge fra Afghanistan.

Storbritannien

Den britiske regering har sagt, at de har planer om at huse 20.000 afghanske flygtninge i løbet af de kommende år, hvoraf de vil modtage 5.000 i år. Fokus kommer til at være på børn og kvinder samt andre minoriteter, der er i størst fare for Taliban.

Tyskland

Kansler Angela Merkel har indikeret, at Tyskland vil modtage afghanske flygtninge, men et specifikt antal er endnu ikke præciseret. Selvom hun har lovet at flyve 10.000 ud fra Afghanistan, så er adressen ikke Tyskland, som den var i 2015, men foreløbigt Spanien. Ledende politikere fra regeringspartiet CDU har udtalt, at episoderne fra flygtningestrømmen i 2015 ikke må gentage sig.

Frankrig

Præsident Emmanuel Macron har sagt, at Frankrig vil beskytte »dem, der er mest i fare«. Han har i denne uge koordineret med den tyske kansler for at sikre en EU-politik, der går ud på et ”robust, koordineret og fælles politik” i Europa for at modgå ulovlig indvandring af afghanere, skriver Financial Times.

Tyrkiet

Præsident Erdogan har meddelt, at den tyrkiske regering vil samarbejde med Pakistan om at forhindre en ny flygtningestrøm til Tyrkiet, ligesom det var tilfældet i 2015.

USA

USA har ikke offentliggjort et specifikt antal flygtninge, som landet har planer om at tage, men præsident Joe Biden øremærkede torsdag 3,18 milliarder kroner til »uventede og hastende behov fra flygtninge og øvrige ofre af konflikten i Afghanistan,«.

Canada

Den canadiske forsvarsminister og udenrigsminister meddelte den 13. august, at Canada har planer om at modtage 20.000 flygtninge fra Afghanistan.

Australien

De australske myndigheder har meddelt, at landet vil tage imod 3.000 afghanske flygtninge, men at det samlede antal flygtninge, som får visum til landet, ikke stiger. Dermed vil afghanske flygtninge få fortrinsret over andre.

Uganda

Uganda, som er det land i Afrika der huser flest flygtninge, har sagt ja til at modtage 2.000 flygtninge fra Afghanistan. Uganda huser i forvejen over 1,3 millioner flygtninge primært fra Sydsudan og D.R. Congo.