Unicef: Klimakrisens følger truer en milliard børn
Rapport tegner ifølge Unicef "alvorligt" billede af situationen for børn i risiko for klimakrisens følger.
Klimakrisens følgevirkninger truer en milliard børn i ”ekstrem” grad.
Det vurderer FN’s Børnefond, Unicef, fredag i en ny klimarapport.
Den udkommer i slutningen af en sommer, hvor ekstreme vejrbegivenheder som oversvømmelser i Europa og naturbrande i USA har fyldt på dagsordenen.
Men det er i blandt andet Indien, Nigeria og 31 andre højrisikolande, at verdens mest klimaudsatte børn befinder sig. Det fremgår af Unicef-analysen.
I de 33 lande bor en milliard børn, som er i risiko for at blive ramt af mindst tre af klimakrisen følgevirkninger. Det skriver The Guardian.
Truslerne tæller blandt andet hedebølger, oversvømmelser og voldsomt stormvejr.
Unicef-direktør Henrietta Fore opfordrer til handling.
- For første gang har vi et fuldstændigt billede af, hvor og på hvilken måde børn er sårbare over for klimaforandringer, og det billede er nærmest ubegribeligt alvorligt, siger hun i en pressemeddelelse.
Analysen skaber et overblik over, hvor klimakrisens følgevirkninger rammer, og hvor de mest udsatte børn befinder sig.
Ifølge Unicef Danmarks generalsekretær, Karen Hækkerup, kan den viden bruges til at sætte ind de rigtige steder.
- Med viden om, hvor børn er særligt sårbare, kan vi reagere klogt på klimatruslen, siger hun i en meddelelse.
- Det er afgørende at få nedbragt udledningen af CO2 globalt. Men vi skal også investere i at styrke og klimatilpasse børns rettigheder og adgang til basale ydelser som skolegang, lægehjælp, rent vand og et trygt og sikkert sted at bo i de mest udsatte lande.
Hækkerup kalder også krisen ”dybt uretfærdig”. Hun siger, at de udsatte børn er blandt dem, der bidrager mindst til krisen.
Rapporten er lanceret i samarbejde med bevægelsen Fridays for Future, som er inspireret af den svenske klimaaktivist Greta Thunberg.
Klimarapporten vil løbende blive brugt til at overvåge udviklingen.
/ritzau/