Fortsæt til indhold
International

Det første danske evakueringsfly er landet i København

Om bord på flyet er 14 nordmænd og en person med lovligt ophold i Danmark, men ingen danskere.

Onsdag morgen er det første danske evakueringsfly med passagerer fra Afghanistan landet på dansk jord. Om bord er 14 nordmænd og en person med lovligt ophold i Danmark, men altså ingen danske statsborgere, oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.

Det drejer sig om DAT-flyet DX4402, der ifølge hjemmesiden Flightradar24, der overvåger flytrafik, er landet i Københavns Lufthavn klokken 7.44.

Flyet lettede tirsdag cirka klokken 22.30 dansk tid fra Islamabad i Pakistan, der fungerer som base for evakueringen af danskere fra Afghanistan. Undervejs er flyet mellemlandet i Georgiens hovedstad, Tbilisi.

Den militante bevægelse Taliban har på kort tid generobret magten i Afghanistan, efter at USA har trukket sine tropper ud. Søndag genvandt bevægelsen kontrollen med landets hovedstad, Kabul, og en masseevakuering blev igangsat.

Grunden til at flyet ikke er fyldt yderligere med passagerer er ifølge Udenrigsministeriet, at situationen i Afghanistan er vanskelig, og at man opererer med det muliges kunst. Ministeriet ønsker over for Jyllands-Posten ikke at oplyse yderligere detaljer om, hvorfor der ikke er nogen danske statsborgere om bord på evakueringsflyet. Det skyldes hensyn til den igangværende operation, lyder det.

Udenrigsministeriet oplyser til Jyllands-Posten, at man håber på at kunne evakuere flere danskere fra Kabul i løbet af onsdagen, men at det afhænger af situationen i lufthavnen, hvor der de seneste dage har udspillet sig voldsomme scener, da civile afghanere i massevis stormede lufthavnen i forsøget på at komme med et evakueringsfly ud af Afghanistan.

Flyet fra det danske selskab DAT havde en mellemlanding i Georgien, inden det ankom til København. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Tirsdag landede et dansk militærfly i Kabul med danske diplomater om bord, der bistår til evakueringsarbejdet. Det er via militærfly, at danskerne i Kabul bliver evakueret til Islamabad.

Pakistan bistår Danmark i evakueringen af danske statsborgere fra Afghanistan og lokale, der har arbejdet for regeringen. Ifølge Pakistans udenrigsminister, Shah Mahmood Quershi, ”faciliterer” landet evakueringen af 431 afghanere for Danmark, men det er endnu ikke bekræftet fra dansk side, hvor mange der skal evakueres i alt.

Jyllands-Posten har uden held forsøgt at få dette antal bekræftet af Udenrigsministeriet.

Tirsdag landede to fly fra SAS i Islamabad, men SAS har over for Ritzau ikke villet oplyse, om disse fly deltager i evakueringsarbejdet.

Artiklens emner
Taliban