USA: Kommende valg i Nicaragua har mistet al troværdighed
Nicaraguas præsident beskyldes for at underminere demokratiet efter anholdelser af politiske modstandere.
Ifølge USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har det kommende parlamentsvalg i Nicaragua i november allerede ”mistet al troværdighed”.
Det siger han lørdag i en udtalelse, hvor han også beskylder præsident Daniel Ortega for at have indledt en enevældig kampagne for at knuse al politisk modstand.
Udmeldingen kommer, efter at Nicaraguas officielle valgkommission fredag besluttede at forhindre landets største tilbageværende oppositionsparti i at stille op til valget ved at erklære partiet for ulovligt.
Det skete efter pres fra Ortegas regering.
- USA ser regimets seneste udemokratiske og diktatoriske handlinger, der bliver drevet frem af Ortegas frygt for at tabe valget, som det sidste søm i kisten for Nicaraguas udsigter til at kunne afholde et frit og fair valg senere på året, siger Blinken i en udtalelse.
- Valget, og dets eventuelle resultater, har mistet al troværdighed.
Daniel Ortega har siddet på magten i Nicaragua siden 2007. Han søger i november en fjerde valgperiode sammen med sin kone, vicepræsident Rosario Murillo, der endnu engang stiller op sammen med ham.
Ortega er på det seneste blevet beskyldt for at undergrave landets demokrati.
Alene de seneste to måneder er mindst 31 oppositionsfigurer - heriblandt mindst syv mulige præsidentkandidater - blevet anholdt af myndighederne.
Flere af dem er blevet beskyldt for landsforræderi og for at udgøre en trussel mod statens suverænitet.
De anholdte er blevet anklaget under en ny lov, der blev indført i december. Kritikere mener, at loven blev vedtaget for at lade præsidenten fryse sine modstandere ude.
USA annoncerede fredag, at man vil nægte yderligere 50 nicaraguanere med forbindelser til Ortega at rejse ind i landet. Dermed har USA nu indført sanktioner mod mere end 100 personer fra Nicaragua.