Fortsæt til indhold
International

Militær sættes ind mod uro i to sydafrikanske provinser

Demonstranter er utilfredse med fængsling af tidligere præsident Jacob Zuma, der er idømt 15 måneders fængsel.

/ritzau/Reuters

Sydafrikansk militær er sat ind mod uroligheder i to provinser efter voldelige protester og plyndringer i forbindelse med fængsling af den tidligere præsident Jacob Zuma.

Mindst seks meldes dræbt, og 200 er anholdt i protesterne, der ifølge AFP har varet siden fredag.

Demonstranterne er utilfredse med fængslingen af tidligere præsident Jacob Zuma. Han er idømt en straf på 15 måneders fængsel for foragt for retten.

Zuma har forsøgt at få ændret fængselsstraffen med henvisning til sit skrantende helbred.

Volden har været koncentreret i provinsen KwaZulu-Natal, der er Zumas hjemegn.

- De Sydafrikanske Nationale Forsvarsstyrker (Sande) er begyndt at gøre forberedelser til indsættelse af styrker, hvilket de er blevet anmodet om, siger militæret i en erklæring.

Enhederne er ved at blive sat ind som støtte for politiet i provinserne Gauteng og KwaZulu-Natal for at nedkæmpe urolighederne, som har været udbredt de seneste dage, hedder det.

Det er første gang, at en tidligere præsident bliver fængslet i Sydafrika. Men det er anden gang, at Zuma er i fængsel.

Under apartheidtiden var han ti år i fængsel for sin rolle i den væbnede kamp imod apartheidregimet.

Volden i Sydafrika er taget til, mens landets forfatningsdomstol vurderer afgørelsen om at fængsle Zuma.

Zuma er kendt skyldig i foragt for retten, efter at han tidligere i år ikke mødte op i retten i forbindelse med en korruptionssag imod ham. Delen om korruption er ikke færdigbehandlet i retten.

Ekspræsidenten meldte sig selv ved et fængsel i den lille mineby Estcourt i provinsen KwaZulu-Natal.

Mange sydafrikanere ser fængslingen af Zuma som et monumentalt øjeblik for landet. De mener, at det vil styrke retssikkerheden.

Tidligere korruptionsbekæmper og eksombudsmand Thuli Madonsela er lykkelig over udfaldet. Hun kalder det "en fantastisk dag, som viser at retsprincipperne vinder".

Hvis ikke Zuma var røget i fængsel, ville det omvendt "have sendt chokbølger gennem systemet", sagde hun på tv torsdag.