Fortsæt til indhold
International

Löfven genvalgt som statsminister

Den nu genvalgte svenske statsminister, Stefan Löfven, ventes at oplyse fredag, hvem der skal indgå i regeringen.

Efter to uger i et politisk kaos bliver Stefan Löfwen statsminister igen. Det står klart, efter at den svenske rigsdag onsdag stemte om, hvorvidt socialdemokraternes leder, Stefan Löfven, igen kunne blive statsminister.

Mindre end halvdelen af rigsdagen stemte nej, og dermed har Stefan Löfven ikke det skæbnesvangre flertal imod sig.

Flere politiske eksperter spåede tidligere på ugen, at Stefan Löfven havde gode chancer for at genvinde statsministerposten.

Centerpartiets leder, Annie Lööf, meddelte nemlig allerede før afstemning, at partiet indirekte ville stemme for, at Löfven igen kunne blive statsminister. Dog ved at undlade at stemme, så han ikke fik et flertal imod sig.

Miljøpartiets talsperson, Märta Stenevi, ville også støtte Stefan Löfven som statsminister, men tungen på vægtskålen var især løsgængeren Amineh Kakabaveh, som tirsdag besluttede at støtte Stefan Löfven. Efter hendes udmelding så det ud til, at Stefan Löfven ikke havde et flertal imod sig.

Den genvalgte statsminister ventes at oplyse fredag, hvem der skal indgå i regeringen.

Nyt uvejr i sigte

Til efteråret venter forhandlinger om den kommende svenske finanslov.

Det ligger i kortene, at Löfven skal fortsætte arbejdet med et forslag, som blev aftalt i januar med Centerpartiet, men det ønsker ikke at være med i finanslovsforhandlingerne, da partiet ikke vil forhandle med det venstreorienterede Venstrepartiet, som også indirekte støtter Löfven.

Det betyder, at Stefan Löfven formentlig står med nye problemer i efteråret, hvor han måske ikke kan få det nødvendige flertal, da han både skal have støtte fra Centerpartiet og Venstrepartiet.

Löfven har allerede meddelt, at han trækker sig som statsminister, hvis det ikke lykkedes at få Socialdemokraternas finanslov igennem.