Fortsæt til indhold
International

Millioner af edderkopper overdynger veje og skilte efter massive oversvømmelser

Et landområde i det østlige Australien er lige nu indtaget af millionvis af edderkopper på flugt fra store vandmasser, der har kostet mindst to personer livet og efterladt store områder uden strøm.

De godt 15.000 beboere i byen Sale i den østlige del af den australske delstat Victoria vågnede i forgårs op til en araknofobs værste mareridt.

Regionen Gippsland i Victoria har den seneste uge været ramt af massiv nedbør og kraftig vind med voldsomme oversvømmelser til følge, og millioner af edderkopper, hvis naturlige habitater blev skyllet væk af vandmasserne, har søgt tilflugt mod højderne i områdets træer, høje græs og vejskilte gennem enorme tæpper af spindelvæv, som stadig dækker området.

Det skriver BBC.

Store dynger af spindelvæv er ikke et ukendt naturfænomen i denne del af Australien, og opstår ofte efter store oversvømmelser. Edderkopperne, der huserer på landjorden, er i stand til at kaste en lang og let streng af spindelvæv op i luften og derved blive båret med vinden op til 100 kilometer væk.

»I dette tilfælde har store mængder edderkopper søgt tilflugt mod højderne på én gang, og deres spindelvæv har som små lassoer klynget sig sammen og formet store tæpper,« siger seniorentomolog ved The Museum of Melbourne Ken Walker til The Guardian og forklarer, at edderkopperne ikke udgør nogen farer for mennesker.

Det forventes, at spindelvævene vil opløses senere på ugen af vinden.

Myndighederne i Victoria har kategoriseret oversvømmelserne i Gippsland som en naturkatastrofe, der indtil videre har kostet mindst to personer livet og har efterladt hundredvis af husstande uden strøm.