Lig af kidnappede tyrkere fundet i bjerghule
De 13 tyrkere er angiveligt blevet henrettet. Sagen har fået Erdogan til at skyde med skarpt efter USA.
ISTANBUL
Medlemmer af det forbudte tyrkisk-kurdiske Arbejderparti, PKK, har henrettet 13 tyrkere i det nordlige Irak, siger den tyrkiske regering.
Ligene blev fundet i en bjerghule efter en tyrkisk militæroffensiv mod den militante separatistbevægelse, der i årevis har haft træningslejre i Gara-regionen, omkring 35 km syd for den tyrkiske grænse.
Tyrkiets forsvarsminister, Hulusi Akar, sagde, at 12 af de døde var blevet skudt i hovedet, mens en var blevet skudt i skulderen. Otte af ofrene er soldater eller politimænd, som blev kidnappet for mellem fire og fem år siden.
»Vores borgere blev gjort til martyrer,« sagde Akar.
Nyheden har fået Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, til at lange ud efter USA, som i krigen mod Islamisk Stat i Syrien længe har samarbejdet med den syrisk-kurdisk YPG-milits.
Tyrkiet mener, at YPG er en del af den samme organisation som PKK.
»I siger, at I ikke støtter terrorister, men faktum er, at I står på deres side,« skældte Erdogan i en tv-transmitteret partitale.
Han advarede mod, at alliancen mellem USA og Tyrkiet globalt og i Nato ikke kan fortsætte, hvis der ikke sker ændringer.
Hans udladning kom efter, at det amerikanske udenrigsministerium i en udtalelse »begræd« de dræbte tyrkere og »fordømte disse handlinger på det kraftigste«, hvis det bekræftes, at PKK står bag.
Tyrkiet har mange gange tidligere kritiseret amerikanernes samarbejde med kurderne i Syrien. For tre år siden tog tyrkisk militær kontrol over områder i Syrien langs grænsen for at forhindre kurdiske militser i de to lande i at samarbejde.
PKK, som har bekriget den tyrkiske stat i mere end 35 år og også står på USA’s og EU’s terrorliste, har afvist regeringen i Ankaras udlægning af hændelserne.
Gruppen hævder, at de 13 personer omkom, da Tyrkiet bombede området.