Fortsæt til indhold
International

»Mysterie-flugten«: Peter Madsens flugtforsøg vækker opsigt i udlandet

Mange internationale medier har bemærket Peter Madsens flugtforsøg.

Det er ikke kun i Danmark, at den drabsdømte Peter Madsens forsøg på at flygte fra fængslet er en stor historie. Flere store, internationale medier har også bemærket den korte flugt.

Heriblandt CNN, som i overskriften oplyser, at »den danske ubåds-drabsmand er pågrebet efter at være flygtet fra fængslet«. Det store amerikanske medie bringer også billedet af Peter Madsen, der sidder med hænderne på ryggen efter at være blevet pågrebet.

Også New York Times og BBC skriver om episoden, mens den britiske avis The Independent rapporterer om flugtforsøget med henvisning til "lokale medier".

Da "ubådssagen" i første omgang rullede i 2017 og 2018, dækkede de internationale medier ligeledes sagen, og flere af dem benytter lejligheden til igen at berette om drabet og sagen, som blev afsluttet i september 2018, da Østre Landsret stadfæstede byrettens dom om fængsel på livstid til den nu 49-årige Peter Madsen.

I vores nabolande har Peter Madsens forsøg på frihed fået stor opmærksomhed dagen igennem, ikke mindst i Sverige, hvor hans offer Kim Wall kom fra. Det svenske medie Aftonbladet har flere artikler med "alt om flugten" samt videoer fra pågribelsen.

»De ubesvarede spørgsmål: Hvordan kunne Peter Madsen flygte?«, lyder spørgsmålet i den norske avis VG, som kalder hændelsen for »mysterie-flugten«.

Flere internationale medier har dækket Peter Madsens flugtforsøg tirsdag formiddag.

Herstedvester Fængsel er et lukket fængsel med plads til 161 fanger. Det er Kriminalforsorgens specialfængsel til indsatte og forvaringsdømte med behov for bl.a. psykiatrisk eller sexologisk behandling. Fængslet huser – eller har huset – nogle af Danmarks farligste kriminelle, herunder drabsmændene ”Amagermanden” og Peter Lundin.

Hele hændelsesforløbet skal nu undersøges nærmere. Derfor ønskede Herstedvester Fængsels institutionschef, Hanne Høegh Rasmussen, ikke at gå i detaljer med, hvordan flugten kunne lade sig gøre.

Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, oplyser dog til Jyllands-Posten, at Peter Madsen tog en kvindelig civilt ansat som gidsel og – med kvinden foran sig – truede fængselspersonalet til at åbne porten.

Justitsminister Nick Hækkerup har varslet tiltag for at forhindre lignende fangeflugter fremover.

»Det siger sig selv, at dømte livstidsfanger, der har begået de værst tænkelige forbrydelser, ikke skal kunne slippe ud af myndighedernes varetægt,« udtaler han i en kommentar.