Historiske fredsforhandlinger åbnet i Qatar

BANGKOK

Ledere fra regeringen og Taliban sad for første gang nogensinde over for hinanden, da der med en ceremoni på hotel Sheraton i Qatars hovedstad, Doha, blev åbnet for officielle forhandlinger om fred i Afghanistan.

Ved hovedbordet sad USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, sammen med Qatars udenrigsminister, der repræsenterede arrangørerne af det historiske møde.

At mødet og forhandlingerne overhovedet finder sted, er i sig selv en præstation. Det har taget tre års sonderinger og hemmelige forhandlinger at nå så langt. Det har været en lang og tornebestrøet proces med masser af skuffelser og tilbageslag undervejs.

Det store gennembrud kom med aftalen mellem USA og Taliban i februar. En våbenhvileaftale, som blev forhandlet på plads udenom den afghanske regering, men som allerede har ført til en betydelig reduktion af de amerikanske styrker i landet.

Siden blev det igen de små skridts vagtparade. En del af aftalen indebar løsladelsen af 5.000 regeringsfanger og 1.000 afghanske fanger hos Taliban. Den proces har været fodslæbende langsom og forhindrede, at forhandlingerne som planlagt gik i gang allerede i marts.

I sidste ende var mødet i Doha på vippen på grund af seks regeringsfanger, som Frankrig og Australien ikke ville tillade blev løsladt. I det sidste af mange diplomatiske scoops blev problemet løst ved at sende dem til Qatar, hvor de nu er tilbageholdt – men altså ikke længere befinder sig i et afghansk fængsel.

Efter en flere timer lang åbningsceremoni, hvor de to delegationsledere kridtede banen op med løfter om at gå til forhandlingsbordet med et åbent og positivt sind fulgt af virtuelle indslag fra 17 udenrigsministre med opfordringer til at udnytte dette vindue, blev der afviklet et kort indledende møde. Allerede søndag fortsætter processen.

Der er ingen kendt agenda, og i princippet er alt på bordet.

Men en længerevarende våbenhvile står øverst på dagsordenen sammen med en politisk aftale om vejen fremad.

Lange forhandlinger forude

Ingen forventer, at det bliver nemt eller kommer til at gå hurtigt. Muligvis kan en våbenhvile blive forhandlet på plads forholdsvis hurtigt, men ellers forventes forhandlingerne at strække sig over mange måneder.

Delegationerne står over for et ekstremt kompliceret kompleks af fundamentale problemstillinger. Hvordan skal en fælles statsdannelse se ud, hvordan integrerer man Taliban i en fælles afghansk hær, og hvad gør man i forhold til civile rettigheder og menneskerettigheder, for eksempel i forhold til kvinder?

Dertil kommer dybden af delegationernes mandat.

Regeringen er ikke bare regeringen. Chefforhandler Abdullah Abdullah nægtede tidligere i år at anerkende et valgnederlag til præsident Ashraf Ghani. Begge lod sig sværge ind som ny præsident. Nu har han dog accepteret rollen som chefforhandler på regeringens vegne som leder af det nyetableret organ the High Council for National Reconciliation.

Taliban er heller ikke bare Taliban. Chefforhandler Abdul Ghani Baradar er ganske vist en af Talibans stiftere, men det er en fragmenteret gruppe med mange dagsordner.

USA har været nøglen til, at parterne nu sidder ved samme bord. Amerikansk diplomati og Donald Trumps beslutning om at afslutte USA’s længste krig nogensinde har spillet en altafgørende rolle. I princippet forlader de sidste amerikanske soldater landet inden for 14 måneder efter februar-aftalen, såfremt Taleban ikke angriber amerikanske mål og holder terrorgrupper ude fra Afghanistan.

Men Pompeo understregede i sin tale, at nu må afghanerne selv udstikke linjerne for landets fremtid.

»Vi er parat til at støtte, hvis I beder os om det, men nu er det op til jer«, sagde han henvendt til de to delegationer.