Antallet af coronasmittede er oversteget 26 millioner globalt
Det er fire dage siden, at antallet af bekræftede smittetilfælde rundede 25 millioner.
/ritzau/
Verden har torsdag rundet 26 millioner bekræftede tilfælde af coronavirus. Det viser en løbende optælling fra Johns Hopkins University.
Det er fire dage siden, at antallet af bekræftede smittetilfælde rundede 25 millioner.
USA er det land i verden, der i absolutte tal har registreret flest smittede, siden pandemien brød ud. Flere end 6,1 million mennesker er blevet testet positive for virusset i USA.
Dernæst kommer Brasilien, der tegner sig for næsten fire millioner af verdens bekræftede smittetilfælde.
Indien følger lige efter med lidt under 3,9 millioner bekræftede smittede.