Fortsæt til indhold
International

Nu er fragtskib ved Mauritius knækket midtover

Olielæk fra et japansk fragtskib truer havmiljøet omkring Mauritius. Nu er skibet knækket i to, og selv om det meste af den tilbageværende olie er fjernet, kan det forværre ødelæggelserne.

Et japansk fragtskib, der i juni stødte på grund ud for Mauritius med et større olielæk til følge, er nu brækket over i to dele.

Det siger myndighederne på den lille, afrikanske østat i Det Indiske Ocean ifølge The Guardian.

»Omkring klokken 16.30 (lokal tid, red.) observerede vi en stor løsreven del af skibets ene ende,« oplyste Mauritius' Nationale Kriseberedskab lørdag.

Da skibet "MV Wakashio" stødte på et koralrev den 25. juli, løb 1.000 tons olie direkte ud i havet og har lige siden udgjort en stor trussel for de lokale økosystemer.

Allerede den 10. august frygtede myndighederne, at skibet ville knække over, og de advarede i den forbindelse om, det kunne føre til et yderligere udslip på 2.500 tons olie.

I mellemtiden er langt størstedelen af skibets olie blevet pumpet ud på sikker vis, men torsdag i denne uge var der fortsat 166 tons tilbage på skibet.

Situationen med det knækkede skib, og det potentielt forøgede olieudslip, kan imidlertid besværliggøres yderligere af vejret, der i de kommende dage kan skabe bølger på op mod 4,5 meters højde.

Ifølge eksperter, der følger sagen, er det endnu svært at sige, hvor omfattende ødelæggelser olieudslippet kan ende med at påføre havmiljøet omkring Mauritius, men vurderingen lyder, at skaderne kan komme til at påvirke østatens meget turistafhængige økonomi i årtier.

Siden skibet gik på grund, og udslippet begyndte, har hundredevis af frivillige studerende og miljøforkæmpere forsøgt at skærme de mauritianske sandstrande mod olien ved at bygge barrikader af sandsække fyldt med sukkerrør.

"MV Wakashio" ejes af det japanske Nagashiki Shipping-rederi, og den japanske miljøminister, Shinjiro Koizumi, sagde lørdag, at den japanske regering er ved at sammensætte et hold af embedsfolk og eksperter, der skal hjælpe med at vurdere katastrofens omfang.

Østatens tidligere kolonimagt, Frankrig, har sagt, at landet vil assistere med oprydningsarbejdet.