20 buspassagerer taget som gidsler i Ukraine
Centrum i byen Lutsk er afspærret. Gerningsmandens motiv er ifølge ukrainsk politi ukendt.
En mand har fået kontrol over en bus og har taget omkring 20 passagerer som gidsler i byen Lutsk i det vestlige Ukraine.
Det oplyser ukrainsk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Politiets meldinger lyder, at manden selv siger, at han er i besiddelse af våben og sprængstoffer. Der er indtil videre ikke detaljer om våbnenes karakter.
Centrum i Lutsk er blevet spærret af, oplyser politiet, der også siger, at mandens eventuelle modkrav eller motiv ikke kendes.
På Facebook skriver den ukrainske præsident, Volodomir Selenskij, at »der er blevet hørt skud«, og at »bussen er blevet beskadiget«.
»Ethvert forsøg på at løse situationen uden tilskadekomne bliver gjort. Jeg har selv taget styring med begivenhedernes gang,« skriver præsident Selenskij.
Ifølge Reuters viser videoklip fra Lutsk, at uniformerede militærfolk har spærret den tomme gade af, ligesom der er politibiler og en vogn med bevæbnede politi- eller militærfolk er til stede.