Med fire giftige ord sprøjter Trump Facebook-annoncer ud med beskyldninger mod kinesiske TikTok
Donald Trump trækker nu det kinesiskejede sociale medie TikTok ind i sin kamp for at blev genvalgt som præsident. Det sker med direkte beskyldninger om spionage mod sagesløse amerikanere.
»TikTok spionerer mod dig«.
Sådan lyder fire ord, der over weekenden er dukket op i utallige amerikanske Facebook-brugeres nyhedsstrømme. Beskyldningen mod det stærkt populære kinesiske sociale medie kommer direkte fra USA's præsident, Donald Trump, og er den seneste verbale beskydning i en eskalerende konflikt mellem de to stormagter, hvor TikTok i løbet af de seneste uger er begyndt at spille en tiltagende central rolle.
Opslaget er betalt af Donald Trumps valgkampagne i forbindelse med præsidentvalget til efteråret, The Trump Make America Great Again Committee, og har, ifølge oplysninger fra Facebook, potentiale til at nå flere end en million mennesker på det sociale medie. Det skriver CNN.
Påstanden, om at kinesiske TikTok spionerer mod amerikanske borgere, fremføres i en video, og opslagets ledsagende tekst afsluttes med en opfordring om at boykotte den kinesiske app:
»Underskriv denne erklæring nu for at boykotte TikTok«.
Der har, både herhjemme og i USA, været rejst spørgsmål fra datasikkerhedseksperter og privatlivsaktivister, om hvorvidt TikTok rummer en såkaldt bagdør til den kinesiske regering, som giver styret i Beijing mulighed for at høste informationer om brugere i hele verden.
Ifølge CNN kan opslagets beskyldning tolkes som en reference til en undersøgelse udført af en amerikansk virksomhed tidligere i år, som afslørede, at TikTok - og andre apps, herunder amerikanske nyhedsmediers apps, har adgang til den såkaldte udklipsholder på en iPhone.
Udklipsholderen er den lagringsmekanisme, som gemmer en tekstbid, telefonens ejer har kopieret fra ét sted, og som ejeren efterfølgende kan indsætte et andet sted. Netop den funktion kan være særligt følsom over for datamisbrug, hvis telefonens ejer for eksempel kopierer adgangskoder, der skal bruges til at logge ind forskellige steder.
TikTok angriber Facebook - ikke Trump
Trumps angreb på TikTok kommer, efter hans udenrigsminister, Mike Pompeo, tidligere på måneden sagde, at den amerikanske regering overvejer at forbyde TikTok i USA. Årsagen er, ifølge Pompeo, sikkerhedsmæssige bekymringer. Vicepræsidenten sagde i den forbindelse, at man kun bør hente TikTok til sin telefon, »hvis man har lyst til at lægge sine private oplysninger i hænderne på Kinas kommunistiske parti«. TikTok har afvist Pompeos anklager med forsikringer om, at de ikke har nogen »højere prioritet end at fremme en sikker app-oplevelse for vores brugere«.
»Vi har aldrig stillet data til rådighed for den kinesiske regering, og det ville vi heller ikke gøre, hvis vi blev spurgt,« har TikTok meddelt.
For få uger siden forbød Indien brugen af TikTok inden for landets grænser, efter indisk og kinesisk militær i juni stødte sammen på grænsen mellem de to lande, hvor 20 indiske soldater blev dræbt.
De politiske annoncer fra Donald Trump henover weekenden udløste søndag stærk kritik fra TikTok. Hos det kinesiske sociale medie, som primært bruges til at dele dansevideoer, er man dog især vrede over, at Facebook tillader en smædekampagne mod TikTok fra USA's mest magtfulde politiske platform, mens Donald Trump selv undgår beskydning.
»Vi forstår godt, at valgretorik kan blive ophedet, og derfor accepterer vi ikke politisk annoncering på vores platform,« siger en talsmand for TikTok til CNN.
»Hvad mere interessant er, at Facebook tager sig betalt for en politisk annonce, der angriber en af deres konkurrenter, netop som de (Facebook, red.) forbereder lanceringen af en kopi af TikTok,« siger talsmanden.
Fredag offentliggjorde Instagram, som ejes af Facebook og Mark Zuckerberg, at de til august vil lancere en videodelingsfunktion i 50 lande ved navn 'Reels', der til forveksling fungerer som TikTok. Lanceringen kommer, efter Facebook i nogle uger har brugt Indien - hvor altså TikTok for nylig er blevet forbudt - som prøvekanin for Reels.
TikToks chef for informationssikkerhed har i forbindelse med afsløringerne af adgangen til brugernes udklipsholder sagt, at der er »mange legitime årsager« til, at de kan få fat i den type data.
»I dette tilfælde har vi brugt det til at tage hånd om problemer med spam og tilfælde, hvor brugere somme tider skriver de samme kommentarer til hundredevis af videoer. Vores tekonologi gav os mulighed for at identificere brugere, der kopierede kommentarer og indsatte dem igen og igen til forskellige videoer. Vi ser den slags som et signal på, at brugeren har en dagsorden, som for eksempel at promovere sig selv for at skaffe følgere eller at 'trolle' andre brugere,« siger Roland Cloutier, chef for informationssikkerhed i TikTok.