Fortsæt til indhold
International

New Zealand har indsat politi i karantæneområder

Efter to borgere er sluppet ud fra de obligatoriske karantænefaciliteter i New Zealand, indsætter landet nu permanent politi i områderne.

New Zealand har torsdag meddelt, at landets politi permanent vil være til stede i de i alt 28 karantæne- og isolationsfaciliteter, som hjemvendte statsborgere og fastboende skal opholde sig i, når de rejser ind i landet.

Meldingen kommer efter, at bl.a. en 32-årig mand har forladt den obligatoriske karantæne, som landets borgere skal opholde i efter indrejse som følge af coronakrisen, skriver BBC.

Ifølge mediet undslap den 32-årige mand angiveligt karantænen gennem et hegn, der var ved at blive udskiftet, for at besøge et supermarked.

Også en kvinde er ifølge BBC sluppet ud fra karantænefaciliteterne. Hun klatrede angiveligt over et hegn, hvorefter hun blev fundet i nærheden omkring to timer senere.

»Enhver, der vælger at bryde ud af faciliteterne (karantænefaciliteterne red.), begår en hensynsløs og egoistisk handling, og vi vil forfølge dem efter lovens fulde vægt,« siger Megan Woods, boligminister i landet.

New Zealands grænser er fortsat lukkede for udlændinge i forsøget på at mindske spredningen af coronavirus. Landets statsborgere og fastboende kan dog fortsat rejse ind i landet, men efter indrejse skal de skal opholde sig i 14 dages obligatorisk karantæne.

Tusindvis af newzealandske statsborgere er returneret til landet i forbindelse med, at coronakrisen fortsætter på globalt plan, og flere lande melder om stigende smittetal.

Tirsdag oplyste Megan Woods, at New Zealands nationale luftfartsselskab ikke vil tage imod nye bookinger de næste tre uger. Det sker for at sikre, at landets regering sikkert kan placere hjemvendte borgere i karantænefaciliteterne.

New Zealand har i øjeblikket næsten 6.000 personer i karantæne i de 28 faciliteter.

New Zealand havde tirsdag 22 aktive tilfælde af coronavirus - alle er fra hjemvendte newzealændere.

Landet har under pandemien registreret 22 coronarelaterede dødsfald og 1.186 smittetilfælde.