Coronakrisen forsinker Europas nye migrationspagt
EU’s løsning på omfordeling af migranter er udskudt til efter coronaredningspakken. Imens vokser problemerne i Grækenland.
ATHEN/BRUXELLES
Selv om tilstrømningen af migranter til Europa er begyndt at stige igen efter et fald under coronapandemien, er der ingen udsigt til en løsning på EU’s interne uenighed om fordelingen.
Sidste år varslede den nytiltrådte EU-kommission ellers en løsning i en ny migrationspagt i starten af 2020. Men da virussen fik fat i Europa først på foråret, overtog den al politisk opmærksomhed. Efter flere år på toppen af den politiske agenda blev migrationen nedprioriteret.
Derfor blev pagten først udskudt til juni, så til juli, og senest har migrationskommissær Ylva Johansson talt om september. I et interview med netmediet Politico erkender hun, at EU’s regeringschefer først skal enes om den økonomiske coronaredningspakke, før de kan tage hul på pagten. Redningspakken skal forhandles den 17.-18. juli.
Den græske regering skaber bare nye problemer og gør tusindvis af flygtninge hjemløse på fastlandet. Det har en meget stor social slagslide.Andrea Contenta, FN’s flygtningeorgan, UNHCR, i Grækenland
»Vi vil vente, til der er en foreløbig aftale om det nye flerårige EU-budget og en genopretningsfond, før vi præsenterer pagten. Det kan blive i slutningen af juli, men det kan også være, at vi først præsenterer den efter sommeren,« siger en talsmand for EU-Kommissionen.
Antallet af asylansøgninger i EU var i 2019 det højeste siden 2015. Stigningen ventes at fortsætte.
»Landene bør forberede sig på stigninger på mellemlangt sigt, også på grund af følgerne af covid-19 i lavindkomstlande,« skriver EU’s asylagentur i en ny rapport.
I Grækenland er regeringen begyndt at indfri et valgløfte om at flytte flygtninge væk fra øerne.
Uden mulighed for at rejse videre i Europa søger mange nu til Athen, hvor der for de fleste venter et liv på gaden uden udsigt til at finde bolig og tjene penge i en økonomi, der er hårdt ramt af coronakrisen.
FN’s flygtningeorgan, UNHCR, er »dybt bekymret« over de græske planer, som også møder kritik fra Læger uden Grænser:
»Den græske regering skaber bare nye problemer og gør tusindvis af flygtninge hjemløse på fastlandet. Det har en meget stor social slagside,« siger advocacy manager Andrea Contenta.