Fortsæt til indhold
International

WHO-chef advarer verden efter rekord blandt coronasmittede

Mens Europa langsomt er ved at åbne, forværres situationen globalt, lyder det fra WHO's generalsekretær.

/ritzau/AFP

Mens de fleste lande i Europa gradvist er på vej mod normale tilstande efter udbruddet af coronavirus, så forholder det sig ganske anderledes i store dele af resten af verden.

Således er der det seneste døgn registreret 136.000 nye tilfælde af coronavirus på verdensplan. Det er det hidtil højeste antal, der er bekræftet på et enkelt døgn under krisen.

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO mandag.

- Mens pandemien er ved at ebbe ud i Europa, forværres situationen globalt, hvor der er registreret flere end 100.000 nye tilfælde ni ud af de seneste ti dage.

Sådan lyder det fra WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på et virtuelt pressemøde.

Efter at Kina, Europa og USA tidligere har været epicentre for pandemien, så er det nu Sydøstasien og Centralamerika, der står for langt de fleste nye smittetilfælde.

Selv om smittetallene falder i nogle lande, så opfordrer WHO-chefen alle lande til fortsat at gøre alt for at bremse epidemien.

- Selv om vi er mere end seks måneder inde i pandemien, så bør intet land på nuværende tidspunkt tage foden af pedalen, siger Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Artiklens emner
WHO