Franskmænd kan igen komme på café og på landevejen
Ifølge radiostation vil den franske regering åbne parker, restauranter og veje.
Paris
Reglen om, at man i Frankrig kun må køre 100 km væk fra sit hjem, medmindre man har en særdeles god grund, ophæves fra næste uge, og samtidig åbner parker og restauranter igen.
Sent torsdag eftermiddag vil premierminister Edouard Philippe i endnu en tale til nationen fortælle om genåbningens fase to, og ifølge den normalt velorienterede radiostation France Inter blev de vigtigste beslutninger truffet på et møde torsdag morgen.
Ifølge France Inter forsvinder den røde farve fra det franske landkort. Langt hovedparten af landet vil være grønt for at signalere, at det er næsten frit for covid-19. Hovedstadsområdet vil gå fra rød til orange, fordi virussen stadig er aktiv i enkelte lommer.
Det betyder, at cafeer og restauranter igen fra tirsdag kan åbne i Paris, men i første omgang og mindst frem til 22. juni må hovedstadsområdets 12 mio. indbyggere nøjes med servering på terrasser og fortove.
Samtidig vil byens parker åbne igen. Det har længe været et krav fra byrådet i Paris. Vejret har været fantastisk under det meste af krisen, og hver dag har storbyens børn været nødsaget til at lege på fortove og stenbroen, fordi parkerne og deres legepladser er lukkede.
Reglen om 100 km var omstridt, fordi den bl.a. forhindrede parisere i at nå ud til kysten, hvor strandene mange steder nu igen er åbne.