Fortsæt til indhold
International

Politiet har slået til mod kæmpe netværk af menneskesmuglere

Et kæmpenetværk af europæiske menneskesmuglere er ved at blive trevlet op. Politiet har det seneste døgn stormet adskillige adresser i Bruxelles og Paris.

LONDON

Efter en flere måneder lang europæisk efterforskning har politiet i Frankrig og Belgien det seneste døgn foretaget flere målrettede razziaer og anholdt 26 personer i Bruxelles og Paris.

De mistænkes for at være en del af et stort menneskesmuglernetværk.

Efterforskningen blev sat i gang efter, at der i efteråret 2019 blev fundet ligene af 39 vietnamesere i en kølecontainer øst for London. Kølecontaineren var ankommet til Purfleet tidligt om morgenen den 23. oktober.

Anholdelsesaktionen begyndte tirsdag og fortsatte onsdag morgen med en række politiaktioner i Frankrig og Belgien, og anholdelserne er resultatet af et samarbejde mellem briterne, franske og belgiske myndigheder og de fælles europæiske anklage- og politimyndigheder Eurojust og Europol.

Ifølge de første oplysninger er de 26 anholdte en del af, hvad der kaldes et ”kæmpe” netværk af menneskesmuglere, der især tjener penge på at smugle vietnamesiske migranter ind i og rundt i Europa, men netværker har ifølge Eurojust også tjent penge på at smugle andre asiatiske nationaliteter ind i Europa.

I Frankrig er 13 anholdt i Parisområdet. De er bl.a. mistænkt for at have været med til både at huse og transportere migranterne. I Belgien blev 16 adresser stormet af politiet, og der blev foretaget anholdelser af 11 vietnamesere og to marokkanere. Fem af dem er sigtet for menneskesmugling under skærpende omstændigheder, for at være en del af en organiseret kriminel gruppe og for forfalskninger.

Storbritannien var i chok over fundet af de 39 lig, og der blev i dagevis lagt blomster, hvor kølecontaineren blev fundet. Foto: Reuters

Ifølge Eurojust, har de mistænkte transporteret flere dusin hver eneste dag i månedsvis.

Anholdelser flere steder

Også i Storbritannien og Nordirland er en række personer de seneste måneder blevet anholdt i forbindelse med vietnamesersagen. Herunder den lastbilschauffør, der hentede kølecontaineren på havnen i Purfleet øst for London, hvor den var ankommet med en færge fra havnen i Zeebrugge i Belgien. Chaufføren erkendt i sidste måned, at han havde fået penge for at transportere migranter i Storbritannien.

Blandt de anholdte er flere i vognmandsbranchen fra både Storbritannien og Bulgarien, ligesom der er foretaget anholdelser i Vietnam. Senest blev en 40-årig mand anholdt i Irland, efter der var udstedt en international arrestordre på ham. Som chaufføren og flerer andre involverede i sagen kommer han fra Nordirland. Udover chaufføren, der har tilstået, venter fire andre i øjeblikket på, at de stilles for en domstol i London til oktober.

Politiet i Essex, hvor vietnameserne blev fundet, har kaldt det en af de største drabsefterforskninger i Storbritannien nogensinde.

Kort efter blev der nedsat en efterforskningsgruppe bestående af politifolk fra Storbritannien, Irland, Frankrig, Belgien, Eurojust og Europol. Det er resultatet af den efterforskningsgruppes arbejde, der nu har ført til det seneste døgns anholdelser.

Drabsefterforskningen har også afsløret, at vietnameserne betalte op mod 22.000 dollars - ca. 150.000 kr. - for at blive smuglet fra Vietnam til Storbritannien. Flere af dem fløj til Europa, opholdt sig i Frankrig, og blev inden den fatale tur over Den Engelske Kanal samlet op på lokaliteter i Frankrig og Belgien.

Siden har retsmedicinere konstateret, at de døde af en blanding af ekstrem overophedning i den slukkede kølecontainere samt kvælning.

I Storbritannien arbejder mange illegale migranter på hoteller, restauranter, på fabrikker - og mange på nogle af de mange negleklinikker, der er i landet. Flere af dem menes at ende i prostitution.