Fortsæt til indhold
International

Så hurtigt kan coronavirus sprede sig i et åbent kontorlandskab

Et sydkoreansk studie har kortlagt, hvordan coronavirus kan sprede sig på et storrumskontor med et helt konkret eksempel.

Den 8. marts 2020 blev bystyret i Seoul, Sydkorea orienteret om et tilfælde af coronavirus registreret i et callcenter i Seoul. Dagen efter blev den 19 etagers høje bygning lukket og de 1.143 personer, der havde adgang til bygningen testet.

Også pårørende til de, der blev testet positiv blev testet.

I alt blev 97 personer testet positive for coronavirus, hvilket svarer til ca. 8 pct. af dem, der havde opholdt sig i bygningen. 94 af dem havde arbejdet på det samme storrumskontor og 79 havde siddet i den samme afdeling.

Det viser en kortlægning som Sydkoreas Center for Sygdomskontrol og Forebygelse har lavet og som det amerikanske CDC (Center for Disease Control and Preventing) har publiceret.

På tegningen nedenfor kan man se, hvordan de smittede havde siddet:

Kortet viser 11. etage i bygningen. De blå pladser er der, hvor de, der blev testet positiv for covid-19 har siddet. Foto: KCDC/CDC

Ifølge forskerne viser udbruddet, »at (covid-19) kan være usædvanligt smitsomt i fyldte kontorindretninger, såsom et callcenter.« Der er således risiko for det man populært kalder "superspredning," hvilket sker, når en stor gruppe smittes på det samme sted.

Forskerne konkluderer ydermere, at det var manglende afstand og længerevarende kontakt mellem personeren, der drev smittespredningen på kontoret.

»Det er meget påfaldende, at alle dem, der er smittet, har siddet tæt på hinanden, og at man stort set ingen smitte har andre steder i huset. Det viser, at tid og afstand er væsentlige faktorer,« siger professor og virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup til TV 2.

Det kan man dog ikke konkludere stensikkert, mener Christian Wejse, lektor i infektionssygdomme og folkesundhed på Aarhus Universitet. Til TV 2 siger han, at det også kan skyldes, at de personer, der sidder i den blå klynge har delt de samme kontaktflader som f.eks. kaffemaskinen.

Begge forskere er vurderer dog, at coronavirus kommer til at forandre måden vi indretter kontorer på i forsøget på at minimiere smittespredning.