Røde Kors-medarbejdere advarer om akut mangel på mundbind og håndsprit
Coronavirussen er en tikkende bombe i de store flygtningelejre, og nødhjælpsarbejderne mangler basale værnemidler, lyder advarslen fra Røde Kors.
Prisen på værnemidler som håndsprit, handsker og mundbind er stigende, og efterspørgslen er større end udbuddet.
Det er et problem for sundhedsmedarbejdere såvel som andre, der over hele verden er afhængige af værnemidlerne i det daglige.
Særligt udtalt er problemet dog i de i forvejen udsatte områder, hvor fattigdommen er stor, og folk bor tæt sammen. Og nu slår Røde Kors i en meddelelse alarm i forhold til situationen i flere flygtningelejre, hvor man frygter en fatal mangel på værnemidler blandt nødhjælpsarbejdere.
»Hvis ikke vi får sikret en ordentlig beholdning af værnemidler, kan vores frivillige ikke levere den afgørende hjælp der er akut brug for i lejren. Ingen ville sende deres ægtefælle eller kære ind i et telt i en Corona-inficeret flygtningelejr uden mundbind,« siger Peder Damm, der er katastrofeansvarlig for Asien-regionen hos Dansk Røde Kors og involveret i Røde Kors' aktiviteter i verdens største flygtningelejr, Cox Bazar i Bangladesh, hvor der lever knap en million flygtninge.
Ifølge Peder Damm er der konstateret coronatilfælde i en nærliggende by, og derfor frygter han, at selve lejren også bliver ramt og kalder det »et kapløb med tiden« at få skaffet de nødvendige værnemidler som kitler, ansigtsmasker, håndsprit og sæbe.
»Hvis vi får et udbrud i lejren, vil det kunne sprede sig som en steppebrand. Flygtningene i lejren bor så tæt, at det er praktisk talt umuligt at udføre social distancering,« fortæller han.
Også i Afrika oplever nødhjælpsorganisationen en stigende mangel på værnemidler.
Manglen på beskyttelsesudstyr globalt har ført til en øget produktion og højere priser på udstyr fra bl.a. kinesiske leverandører, som ikke altid lever op til de danske standarder for kvalitet.
I Danmark kasserede Sikkerhedsstyrelsen i sidste uge et stort parti ansigtsmasker, som skulle have været benyttet i det danske sundhedsvæsen, men som ikke levede op til standarderne og derfor ikke havde nogen dokumenteret effekt mod coronavirus.