Fortsæt til indhold
International

Verden over holder religiøse fast i store gudstjenester trods påbud

»Hold afstand og undgå større forsamlinger er anbefalingen«. Budskabet er blevet delt utallige gange, men trods påbuddene har religiøse ledere verden over valgt at afholde gudstjenester og bønner med større forsamlinger.

Påsken er højsæson for gudstjenester i en lang række religioner, men de fleste steder er den fysiske fejring blevet aflyst og erstattet af tiltag som livestreamede gudstjenester og drive-in-velsignelser for at undgå store forsamlinger.

Men på samme tid har coronakrisen budt på talrige eksempler på, hvordan restriktioner påbudt af regeringer og Verdenssundhedsorganisationen ikke overholdes af flere religiøse ledere og tilhørere verden over.

Torsdag startede fejringen af påsken blandt Bosnien-Hercegovinas ortodokse kristne, hvor der i hovedstaden Sarajevo blev åbnet op for gudstjeneste i en lokal kirke, trods et delvist udgangsforbud, skriver DR.

Her er traditionen, at de fremmødte kirkegængere bliver givet hellig vin med samme ske og en velsignelse af præsterne. Hvis retningslinjerne for at undgå smitte var blevet fulgt, var selskabet med sit store opbud af mennesker nok blevet aflyst. Men i stedet blev det sendt direkte på nationalt tv.

»De troende sørgede for at holde god afstand i kirken. Desuden sætter man ikke skeen helt ind i munden. Man hælder konsistensen ind og undgår for meget kontakt,« udtalte en af kirkens medarbejdere til det bosniske medie N1, ifølge DR.

Traditionen er ligeledes gældende i lande som Rusland, Ukraine og Serbien og har i samme ombæring skabt stor debat på de sociale medier, hvor flere er chokerede, mens andre vil holde fast i traditionen – coronakrise eller ej.

The New York Times kunne i slutningen af marts berette om, at antallet af smittetilfælde blandt ultra-ortodokse jøder i Israel voksede fire til otte gange hurtigere end andre steder i landet.

Selvom de udgør blot 12 pct. af landets befolkning, stod de ultra-ortodokse jøder for 40 til 60 pct. af smittetilfældene på flere større hospitaler, skrev mediet.

Udbruddet var især at finde i byen Bnei Brak, hvor 95 pct. af befolkningen er ultra-ortodokse. Byens borgmester insisterede på, at man havde gjort alt, men at det ikke kunne forventes, at de religiøse jøder ville omfavne restriktionerne.

»Ved du, hvad det vil betyde at lukke synagoger?« udtalte Avraham Rubenstein, borgmester i Bnei Brak, ifølge The New York Times.

Pakistan har ligeledes har svært ved at holde flere religiøse ledere fra at afholde større forsamlinger, skriver Al-Jazeera.

I hovedstaden Islamabad samlede hundrede af mennesker sig fredag i Den Røde Moské, som er drevet af den religiøse leder Abdul Aziz. Her stod de ifølge mediet skulder til skulder i moskeens hal, som var fyldt til bristepunktet.

»Nedlukning er ikke svaret på problemerne. Vi mener, at folket ikke burde frygte tingene lige nu. De burde have tro på Gud på dette tidspunkt og placere deres håb hos ham. Hvis døden er skrevet til dig, vil den komme,« sagde Abdul Aziz tidligere på måneden, ifølge Al-Jazeera.

Længere østpå i Bangladesh ignorerede op imod 100.000 mennesker lørdag en landsdækkende nedlukning, da de samledes til begravelsen af en højtstående islamisk prædikant, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Myndighederne havde aftalt med familien til den afdøde Jabayer Ahmad Ansari, at kun 50 mennesker måtte deltage i begravelsen i den østlige by Sarail. Men politiet kunne intet stille op, da menneskemængden mødte frem.

»Folk kom i bølger,« udtalte den lokale politichef Shahadat Hossain til AFP.

Også i USA har flere præster forbeholdt sig retten til at holde gudstjenester for større forsamlinger. I mindst otte stater er de religiøse organisationer af retsystemerne dømt til at være ’essentielle services’ og derfor undtaget fra udgangsforbud, skriver Vox.

Men det er ikke tilfældet i staten Louisiana, hvor The Life Tabernacle Church trods et forbud mod forsamlinger over 50 mennesker afholdt gudstjeneste for i alt 1.300 mennesker. Før da udtalte kirkens leder Tony Spell til Reuters:

»Gud vil beskytte os fra al smerte og sygdom. Vi er ikke bange. Vi er beordret af Gud til at stå imod Antikrist, som kryber ind over USA’s grænser.«

Artiklens emner