Fortsæt til indhold
International

Spanien og Italien: Forsigtig optimisme i Europas epicentre

Antallet af nye dødsfald har de seneste uger været for nedadgående.

Siden coronavirussen i starten og midten af marts for alvor fik kløerne i Europa, har to lande været særligt hårdt ramte: Italien og Spanien.

Her har historierne om overfyldte lighuse og overbebyrdede hospitaler været mange, og det er svært at fortænke den menige spanier eller italiener i, hvis modløsheden har slået rødder.

Men kigger man på tallene for daglige corona-relaterede dødsfald i landene, aner man en positiv tendens for april. Færre og færre mister livet.

Fra dag til dag går stadig dødstallene op og ned, men ser man overordnet på kurverne for de seneste uger, er antallet af nye dødsfald nedadgående.

»Det er i den grad fantastisk. Det er en meget stabil omend langsomt faldende trend, og det tolker jeg som om, at kurven er toppet i Spanien og Italien,« siger Christian Wejse, der er lektor og ekspert i infektionssygdomme ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Christian Wejse peger på, at det især er landenes politiske tiltag og befolkningens sociale distancering, der kan tage æren for den positive tendens. Italien og Spanien har været lukket ned siden henholdsvis 9. og 14. marts, og det er denne forsinkede virkning, som man kan se nu, siger han.

Det er dog for tidligt for italienerne og spanierne at slække på indsatsen. Til det er fremtiden stadig for usikker, lyder det fra Christian Wejse.

»Du kan kigge på tallene og få en idé om, hvordan det kommer til at gå, hvis alt fortsætter som nu. Men tingene ændrer sig jo, og man kan godt formode, at der i befolkningerne kommer en tiltagende fatigue (træthed, red.) overfor tiltagene, som gør, at de ikke overholdes i samme grad som hidtil. Lige nu ligner det en fornuftig trend, men der er stadig mange ubekendte fremadrettet,« siger han.