Fortsæt til indhold
International

WHO forudser: I fremtiden vil det være helt normalt at gå med mundbind

David Nabarro, talsmand for coronastyregruppen hos Verdenssundhedsorganisationen, WHO, gav i et interview med BBC sit bud på, hvordan en fremtidig hverdag med coronavirus vil se ud.

I takt med at coronavirus bliver en fast bestanddel af verdensborgernes hverdag, vil det i en nær fremtid ikke være et særsyn, at indbyggerne er iført mundbind, maske eller anden beskyttelse, når de bevæger sig ud i det offentlige rum.

Det forudsagde Dr. David Nabarro, der er talsmand for Verdenssundhedsorganisationen, WHO’s, coronavirusgruppe i et interview på BBC Radio 4-programmet Today.

»Ja, vi vil være nødt til at bære masker. Ja, social distancering vil være nødvendig. Og ja, vi må beskytte de svage,« forklarede David Nabarro i radioprogrammet, hvor han gav sit bud på, hvad man kan vente af fremtiden i en verden, der lige nu er overtaget af coronavirus.

Konklusionerne kom, efter at han fastslog, at landenes befolkninger og regeringer må indstille sig på, at virussen, som det ser ud nu, er kommet for at blive.

»Den her virus forsvinder ikke bare, og vi ved ikke, om personer, som allerede har været smittet, forbliver immune, og vi ved heller ikke, hvornår vi har en vaccine,« pointerede David Nabarro i radioprogrammet.

Han opfordrede i stedet verdenssamfundene til at tilpasse sig en ny virkelighed og udtalte, at han »er sikker på, at en eller anden form for ansigtsbeskyttelse bliver den nye normal.«

WHO-repræsentanten italesatte i samme omgang den globale mangel på værnemidler, heriblandt masker og mundbind og understregede, at man skal sørge for, at sundhedspersonale som de første får adgang til værnemidlerne, før den almindelige borger får fingre i dem.

I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke, at danskerne ifører sig masker, når de befinder sig i det offentlige rum. Det har styrelsen ved flere lejligheder fastslået – senest til Jyllands-Posten 5. april.

Her pointerede leder af Central Enhed for Infektionshygiejne ved Statens Serum Institut, Brian Kristensen, at der lige nu ikke forelægger dokumentation for, at det har nogen effekt at gå med mundbind. Han understregede dog, at det er et punkt, man følge nøje.

Det samme gør WHO, der har nedsat et rådgivningspanel, som skal undersøge effekten af ansigtsbeskyttelse. Af organisationens officielle anbefaligner til landende, fremgår brugen af mundbind eller masker ikke. Og det vil indtil videre forblive sådan, understrede David Nabarro i interviewet med BBC.

»Jeg bryder mig ikke om, at en person i min rolle, siger, at det her (at gå med mundbind, red.) er en anbefaling. Det er op til landenes regeringer, men jeg tror, at det vil komme grundet det, jeg kalder at være ”covid-klar” - altså at lære at leve med covid.«