Fortsæt til indhold
International

Statue har skabt diplomatisk krise mellem Tjekkiet og Rusland

De tjekkiske myndigheders beslutning om at fjerne statue af sovjetisk krigshelt vækker vrede i Rusland. Nu indleder russerne en officiel efterforskning af forløbet.

Ivan Konev var en af de sovjetiske generaler, der var med til at besejre nazisterne under 2. verdenskrig.

Nu er han igen blevet hovedperson i en konflikt - omend denne er af mere diplomatisk karakter - godt 47 år efter sin død.

De tjekkiske og russiske myndigheder er blevet uvenner over en statue af Konev i Prag, som blev fjernet af de lokale myndigheder den 3. april.

Fredag indledte Rusland en helt officiel efterforskning på mistanken om, at tjekkerne har »skændet symboler for Ruslands militære ære,« da de lokale myndigheder i byen valgte at fjerne statuen. Det skriver The Guardian.

Den russiske forsvarsminister, Sergej Shoigu, har appelleret til sin tjekkiske kollega, Lubomir Metnar, og bedt om, at statuen sendes tilbage til Moskva - og ikke til et tjekkisk museum, som planen ellers er. Det er en forsendelse, som Rusland med glæde vil betale for.

»Vi forventer at høre fra jer i forhold til tiden og stedet for overleveringen,« sagde Sergej Shoigu i en erklæring torsdag.

Det tjekkiske udenrigsministerium understreger dog i et svar, at den beslutning er helt og aldeles op til det kommunale styre i Prag. Derudover sender ministeriet en svada tilbage mod Rusland, som bliver beskyldt for at blande sig i interne tjekkiske anliggender.

»Hvis russiske organer fortsætter med konfrontatoriske udmeldinger og handlinger i denne ånd, vil det være et tegn på, at de har mistet interessen i at opbygge gensidigt givtidige relationer mellem vores lande,« lyder svaret fra det tjekkiske udenrigsministerium.

Statuen af Ivan Konev har længe delt vandene i Prag, ligesom at den flere gange har været udsat for hærværk.

Mens russerne og pro-russiske tjekker anser Konev som en krigshelt, der symboliserer de mange tabte russiske liv under 2. verdenskrig, ser andre statuen som et symbol på årtiers kommunistisk styre, der holdt det daværende Tjekkoslovakiet i et diktatorisk jerngreb.

Konev var en af Sovjetunionens mest fremtrædende generaler, inden han efter krigen fik et stort ansvar for unionens udøvelse af kontrol over Østeuropa. Han havde i den forbindelse et stort ansvar for nedkæmpelsen af opstanden i Ungarn i 1956.