Fortsæt til indhold
Serie: Brev fra korrespondenten

Når parken er for fuld, ruller politiet ind

Berlinerne hygger de sig, så godt de kan - trods coronavirus.

I lørdags var der hele 15 grader. Solen skinnede. Det var tydeligvis svært at holde sig inden døre for indbyggerne i midten af Berlin.

I hvert fald var der mindst 50, nok nærmere 75, mennesker i parken Volkspark am Weinberg, der ligger i midten af byen.

På en helt almindelig, smuk og kåd forårsdag ville stedet have været stopfuldt af kyssende unge, krammende venner og tætsiddende mennesker. Men nu hærger coronavirussen, og den ellers så festglade og sociale hovedstad gør, hvad den kan, inden for de rammer, der nu er udstukket. F.eks. skal man begrænse sin færden i det offentlige rum mest muligt. Man må maksimalt gå rundt to personer sammen, hvis ikke man er fra samme husstand – og så skal man holde halvanden meter afstand til andre.

Men idet vi meget langsomt dryssede ud, kom der nye ind i parken. Den nåede aldrig at blive tom.

Derfor kunne man lørdag se to kvinder med hver sin hund og hver sin lille flaske vin stå midt i parken. Trods behørig afstand talte de sammen i lang tid, mens hundene fik lov at strække ud og hente bolde rundt omkring.

Selv om et par politibetjente gik rundt og venligt mindede om corona-reglerne, som Tyskland onsdag forlængede til den 19. april, forbød de ikke et par småbørnsfamilier at snuppe sig en grøn pause med lidt leg i parken.

Generelt synes jeg, berlinerne er gode til at overholde reglerne, men også til ikke at gå i panik af frygt for virussen. Da jeg for nylig i hverdagstravlhed havde glemt alt om at holde afstand og var undervejs hen til en fortovskant for at vente på grønt lys, fik jeg et forskrækket blik fra en motionsløber. Øjeblikkeligt blev jeg klar over min forglemmelse, trådte et langt skridt bagud og undskyldte. Løberen, en fyr i 30’erne, grinede og sagde, at formentlig har Tyskland så relativt få tilfælde af virussen, fordi man i forvejen holder længere afstand til andre mennesker, end i andre lande.

I en butik i nærheden er der på kjolerne i udstillingsvinduerne hængt skilte, hvor Merkels udskældte slogan fra flygtninge-krisen Wir schaffen das (det klarer vi), er gentaget. På parkeringsskilte og andre overflader på gaderne, har en eller anden hængt A4-ark-store plakater med teksten Alt bliver godt på både tysk og engelsk. På strategiske steder kan man stille mad og hænge tøj til de hjemløse, der er ekstra udsatte i denne tid. Det sidste er måske ikke det smarteste, når man skal bekæmpe en virus, der spreder sig med lynets hast.

Måske er vi lidt for afslappede her i byen. For selv de ellers tilbagelænede myndigheder måtte lørdag træde i karakter. Pludselig rullede en politibil ind i parken, hvor der ellers aldrig er biler. Fra en megafon meddelte de, at man godt må bevæge sig igennem parken, men ikke opholde sig der.

Straks begav vi os imod udgangen. Men idet vi meget langsomt dryssede ud, kom der nye ind i parken.

Den nåede aldrig at blive tom.

Solveig Gram Jensen, korrespondent på Jyllands-Posten.