Bander indfører lockdown i Rios slum: Når præsidenten ikke vil, så må de kriminelle gøre det
Mens Brasiliens præsident mener, at coronavirus er en lille forkølelse, så har narkobanderne i Rio indført udgangsforbud.
I Rios slumkvarterer, favelaerne, har kriminelle indført udgangsforbud - angiveligt i et egenhændigt forsøg på at bremse coronasmitten i områderne.
Det skriver The Guardian.
Narkobanderne har i den berygtede favella "Cidade de Deus", Guds by, indført udgangsforbud efter klokken 20. Favellaen var den første, hvor der blev registreret et tilfælde af corona - siden er der registreret 19 tilfælde.
Lignende tiltag har man set i andre favelaer - og i Santa Marta har narkobanderne udleveret sæbe og sat skilte ud med teksten »vær sød at vaske hænder« ved vandposter i området.
Ifølge Rio-avisen Extra gik bandemedlemmer rundt i Cidade de Deus med megafoner for at fortælle de 40.000 indbyggere: »Vi indfører et udgangsforbud, fordi ingen tager det (coronavirus, red.) seriøst,« mens mediet G1 skriver, at banderne har lagt en "officiel" meddelelse ud på de sociale medier, hvor de skriver:
»Vi ønsker det bedste for befolkningen. Hvis regeringen ikke har kapacitet til at løse det, så vil organiseret kriminalitet løse det.«
Det er ikke kun i favelaerne, at Brasiliens borgere er utilfredse med regeringens håndtering af corona-epidemien. I seks dage i streg har indbyggerne i nogle af de rigeste kvarterer i Rio protesteret fra vinduerne i deres hjem mod præsident Jair Bolsonaro.
Hver aften kl. 20.30 slår og banker de således på potter og pander, mens de i kor råber »forsvind Bolsonaro!« for at ytre deres utilfredshed med præsidenten, nu hvor karantænen har forhindret dem i at gå på gaden.
»Jeg sidder med en følelse af, at præsidentsædet er tomt. At vi ikke har en præsident. Vi har en klovn, der ikke aner, hvad han laver,« siger Wilma Dutra de Oliviera til The Guardian.
Disse protester giver Jair Bolsonaro ikke meget for. Han mener, at de er en del af mediernes plan om at afsætte ham.
»Det er en skamløs kampagne, en kolossal og absurd kampagne mod landets leder... De vil have mig ud med alle tænkelige midler,« påstår han.
Præsidenten har bl.a. anklaget sine politiske modstandere og pressen for at misinformere brasillianerne i forhold til faren ved coronavirus, og mens mange lande bl.a. har indført helt og delvise udgangsforbud, så har han nægtet.
Han mener, at den slags tiltag er »hysteriske«, og han har omtalt coronavirus som »en lille forkølelse.«
Derfor har han også kritiseret, at guvernørerne i Rio de Janeiro og São Paulo har bedt indbyggerne om at blive hjemme, mens man har reduceret den offentlige transport og lukket strandene.
»Folk vil snart se, at de er blevet narret af disse guvernører og en stor del af medierne, når det kommer til corona,« sagde præsidenten under et tv-interview søndag, ifølge The Guardian.
Ifølge de officielle tal er 47 personer døde, mens 2.274 er konstateret smittet med corona i Brasillien.