Fortsæt til indhold
International

Coronavirus lukker Mount Everest

Frygten for pandemien har nu gjort, at den kinesiske og nepalesiske regering har valgt at lukke for bestigninger af det legendariske bjerg.

Coronavirussen får nu også konsekvenser for de eventyrere, der havde håbet på at besejre verdens højeste bjerg.

De kinesiske og nepalesiske myndigheder har offentliggjort, at man aflyser alle ekspeditioner til Mount Everest indtil den 30. april. Det sker for at sikre, at der ikke sker et udbrud af coronavirussen i bjergets lejre – de såkaldte base camps – siger Nepals turistminister, Yogesh Bhattarai. Det skriver Reuters.

Mount Everest, som ved sin højeste tinde måler 8.850 meter over havoverfladen, ligger på grænsen mellem Nepal og det kinesisk-kontrollerede Tibet. Omkring 1.000 personer forsøger hvert år at bestige bjerget, og cirka halvdelen af dem når toppen.

Det var i første omgang Kina, der besluttede at lukke sin side af bjerget torsdag, mens den nepalesiske regering fulgte trop fredag morgen.

Aflysningen kommer midt i højsæsonen for håbefulde bjergbestigere, som skal betale over 75.000 kr. til den nepalesiske regering for chancen for at nå toppen af verden.

Konsekvenserne rammer ikke kun Nepals turistindustri, der tjener godt på bjerget. Også de lokale sherpaer, der lever af at guide turister gennem det hårde terræn, bliver ramt hårdt på deres levebrød.

»Mange hold af vandrere kommer ikke, og det er et stort tab for sherpaer som os, der tjener de fleste af vores penge i denne periode,« siger Lakpa Sherpa, der er direktør for et lokalt turistfirma, til BBC.

Nepal har fredag morgen kun registreret ét tilfælde af coronavirus i landet, men da naboerne Kina er hårdt ramt, har den nepalesiske regering alligevel taget sine forholdsregler mod smitten. Blandt andet skal borgerne undgå store forsamlinger.

Det er anden gang på 5 år, at Mount Everest må lukke. Sidst var i 2015, da et jordskælv ramte Nepal og dræbte omkring 9000 mennesker. 18 af dem mistede livet på bjerget, da en lavine rullede ind over en af lejrene.