Fortsæt til indhold
International

Israel vil sende alle indrejsende i 14 dages karantæne

Det vil indtil starten af april ikke være muligt at rejse ind i Israel uden efterfølgende at tilbringe to uger i karantæne.

Alle personer, der fremover rejser ind i Israel fra udlandet, skal indvilge i at gå 14 dage i karantæne for at undgå spredning af Covid-19. Det fortæller Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en video på Twitter.

»Det er en svær beslutning. Men det er afgørende for at beskytte folkesundheden, og folkesundheden kommer først,« siger premierministeren i videoen.

Ifølge Netanyahu vil de rejsende, der ikke formår at overbevise myndighederne om, at de rent faktisk vil isolere sig, blive nægtet adgang til landet.

Tiltaget vil træde i kraft torsdag for alle udlændinge, der rejser ind i landet, og øjeblikkeligt for israelere, der vender tilbage til Israel. Påbuddet er indtil videre gældende indtil den 3. april.