Alle EU-lande er nu ramt af coronavirus: 90 danskere er smittet
To nye smittetilfælde på Cypern betyder nu, at alle EU-medlemslande har tilfælde af Covid-19.
To personer er mandag bekræftet smittet med Covid-19 på Cypern. Dermed er alle 27 EU-medlemslande nu ramt af virussen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Nyheden kommer kort tid efter, at de tyske myndigheder mandag kunne bekræfte landets to første dødsfald som konsekvens af virussen.
Mens Cypern altså er det sidste EU-land, der rammes af virussen, steg antallet af smittede herhjemme i Danmark mandag fra 35 til 90 smittede personer. Det oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.
Det EU-land, der er hårdest ramt, er dog forsat Italien. Her er der lige nu 9.172 bekræftede smittede og 463 døde. Som led i et forsøg på at inddæmme virussen er 15 millioner italienere sat i karantæne, svarende til en fjerdel af landets befolkning.
Efter Italien følger Frankrig, der altså er det EU-land, der er næsthårdest ramt med 1.209 smittede og 19 døde, mens Tyskland følger lige efter Frankrig med 1.151 smittede og altså fire døde.
Mens det populære skiområde Tyrol i Østrig mandag er blevet tilføjet til listen over såkaldte risikoområder, opfordrede Udenrigsministeriet søndag danskere, der befinder sig i Norditalien, til at skynde sig hjem så hurtigt som muligt.