Betjente pakkede afrikaner ind i husholdningsfilm
Turkish Airlines er under beskydning på de sociale medier efter en hårdhændet deportering.
En video, der viser en panisk afrikansk flypassager pakket ind i husholdningsfilm, har skabt en shitstorm mod flyselskabet Turkish Airlines på de sociale medier. Nu beskylder flere luftfartsselskabet og lufthavnsbetjentene for racisme.
Emmanuel Chedjou, som passageren hedder, havde købt flybilletter til Dubai gennem et camerounsk rejseselskab, men da han skulle mellemlande i Istanbul i Tyrkiet, gik det galt.
Det skriver The Telegraph.
Lufthavnspersonalet mente nemlig, at Emmanuel Chedjous visa var ugyldigt, og derfor valgte de at tilbageholde ham i flere dage. Chedjou påstår, at han i disse dage blev slået til blods og truet på livet af de tyrkiske lufthavnsbetjente.
Men det var først, da Emmanuel Chedjou skulle deporteres tilbage til Cameroun, at sagen gik fra stærk blæst til shitstorm for tyrkerne. Her valgte lufthavnens sikkerhedspersonale angiveligt at pakke mandens krop ind i husholdningsfilm og binde hans hænder sammen med plasticstrips, så de kunne slæbe ham om bord på Turkish Airlines-flyet.
Det blev fanget på en video, som breder sig hastigt på de sociale medier. I videoen, som har tusindvis af visninger, ser man en tydeligt oprevet Emmanuel Chedjou skrige efter hjælp. Først da hans medpassagerer kommer ham til undsætning, bliver han pakket ud af husholdningsfilmen.
Her kan du se videoen, hvor Emmanuel Chedjou bliver befriet af sine medpassagerer:
»De bar mig, som om jeg var en pakke, for at få mig om bord på flyet. Jeg kunne næsten ikke trække vejret,« udtaler camerouneren til The Telegraph.
Det tyrkiske generaldirektorat for migrationskontrol, som er en gren af det tyrkiske indenrigsministerium, har udtalt sig om hændelsen i et tweet. Her skriver det, at sådanne metoder er »fuldstændig uacceptable«. Sagen vil derfor blive efterforsket og det ansvarlige personale straffet, lyder det.
»Den pågældende passager forsøgte at komme ind i Tyrkiet med et falsk dokument den 21. januar. Han blev nægtet adgang. Der var tre forsøg på at deportere den udenlandske statsborger den 21., 22. og 27. januar, men de mislykkedes, da han strittede imod. Ved tredje forsøg rev han sit tøj i stykker på flyet. Han blev endelig deporteret i fjerde forsøg den 30. januar,« forklarer tweetet yderligere.