Fortsæt til indhold
International

Skovbrande udleder enorme mængder CO2

Brandene i Australien har udledt 400 mio. tons CO2.

Skovbrandene i Australien har - ifølge beregninger fra EU's klimaovervågningsprogram The Copernicus Atmosphere Monitoring Service - udledt 400 mio. ton CO2, skriver DR.

I 2019 har Australien udledt 540 mio. ton fra menneskeskabte kilder såsom biler, landbrug og industri.

Og den massive udledning kan blive et alvorligt klimaproblem, vurderer Claus Felby, der er tidligere professor i skov, natur og biomasse på Københavns universitet.

Skovbrandene i Australien har udledt 400 mio. ton CO2. Foto: Sean Davy/AFP

Hvis de brændte områder ikke igen bliver dækket af planter, vil den CO2, der under brandene er røget ud i atmosfæren ikke igen blive bundet i vegationen, og det kan få konsekvenser for klimaet.

»Brandene i Australien er en forfærdelig katastrofe. Men hvis planterne får mulighed for at vokse op igen, er det ikke et problem for klimaet. Noget tyder bare på, at balancen er tippet, så de samme planter ikke kommer tilbage,« siger Claus Felby til DR.

Under normale omstændigheder regnes naturbrande for at være CO2-neutrale, da planterne vokser op igen og binder CO2. Men hvis de ikke gør det, så bliver CO2'en i atmosfæren. Og meget tyder på, at planterne får svært ved at vende tilbage bl.a. på grund af temperaturstigninger og mindre nedbør.

Og det er ikke kun danskeren, der ser farer i udviklingen.

Disse to billeder viser Melbourne før og efter, byen er blevet indhyllet i røg fra skovbrandene. Foto: Astrokerrie/sociale medier

I britiske The Guardian kalder flere forskere de australske brande et forvarsel om planetens fremtid.

Brandene er et tegn på, hvad der vil ske, hvis temperaturerne på Jorden bliver ved med at stige.

»Det er, hvad man kan forvente, der sker, hvis gennemsnitstemperaturen ligger tre gader højere end niveauet før industrialiseringen. Vi ser, et tegn på, hvad der vil være normalt. Det fortæller os, hvordan fremtiden vil se ud. Det viser virkelig, hvad klimaforandringerne betyder,« siger Richard Betts, der er professor i geografi ved Exeter University.

Den gennemsnitlige stigning i temperaturerne i Australien er på 1,4 grader.

Forskere advarer ifølge avisen om, at temperaturstigninger på to grader vil få katastrofale og uoprettelige følger.

»Dette er følgerne af en temperaturstigning på en grad, så følgerne vil blive meget alvorligere, så længe vi ikke gør, hvad der kræves for at stabilisere klimaet,« siger Corinne Le Quéré, der er professor i klimaforandringer ved University of East Anglia.