Fortsæt til indhold
International

17-årig Nasa-praktikant opdagede helt ny planet

En amerikansk high school-elev må siges at have haft et vellykket praktikophold, da han i sommers opdagede en helt ny planet.

Mon ikke, der venter en fremtid indenfor rumforskning for den 17-årige amerikanske teenager Wolf Cukier fra Scarsdale i staten New York.

Efter blot tre dage som praktikant hos det amerikanske rumagentur Nasa, fik han tilbage i juni sidste år nemlig øje på noget i det fjerne.

Noget, der skulle vise sig at være en uopdaget planet 1300 lysår væk, næsten syv gange så stor som jorden og med to tilhørende stjerner.

Det skriver det amerikanske medie CBS og Nasa i en pressemeddelse.

Som en del af et tre måneder langt praktikforløb i sommerferien sidste år, havde den 17-årige high school-elev fået til opgave at studere, hvordan stjerners baner krydser hinanden og danner en ellipse. Her fokuserede han på et solsystem ved navn TOI 1338.

Og det var her, at noget fangede hans opmærksomhed.

»Planeten blokerede for lyset fra to stjerner, så kun små dryp af lys nåede teleskopet. Det var det, jeg bemærkede først,« fortæller Wolf Cukier til mediet.

Hvad han først troede var en stjerneformørkelse, viste sig altså at være en planet.

Fremtid hos Nasa

Ansatte hos Nasa brugte herefter uger på, at verificere, hvad det var, praktikanten havde set. Men han havde ret - der var virkelig noget. Planeten har nu fået navnet TOI 1338 b og er blot den 13. af sin slags, der er opdaget.

Wolf Cukier er nu blevet medforfatter til en videnskabelig rapport fra rumagenturet omhandlende planeten. Teenageren, der også er stor Star Wars-fan, er klar i mælet, når det kommer til, hvad der skal ske, når han engang er færdiguddannet.

»Nasa eller en anden slags forskning kunne være en fed fremtid. Jeg er stadig i gang med at beslutte mig, men der er stor sandsynlighed for, at det ender sådan,« siger han til CBS.

Artiklens emner
Rummet
Nasa