Fortsæt til indhold
International

Tvangsarbejdere råbte om hjælp i julekort

Kinesisk-producerede julekort indeholdt en bøn om, at læseren skulle reagere.

Den britiske supermarkedskæde Tesco har har stoppet produktionen af en serie julekort, som blev leveret af en fabrik i Kina. Indstillingen af produktionen sker, da Tesco har mistanke om, at kinesiske fængselsfanger er blevet benyttet til tvangsarbejde i fremstillingen.

Mistanken om tvangsarbejdet er drevet af en seksårig piges fund af en seddel i et af julekortene. Sedlen indeholdt bønnen:

»Vi er udenlandske fanger i Shanghai Qinqpu-fængslet, og vi er tvunget til at arbejde mod vores vilje. Hjælp os og underret nogle menneskerettighedsorganisationer,« stod der ifølge The Times i råbet om hjælp.

Fangerne bad også læseren om at kontakte journalisten Peter Humphrey, som tidligere har siddet 23 måneder i det samme fængsel.

Seksårig fandt beskeden

Det var den seksårige Florence Widdicombe, som fandt beskeden. Umiddelbart efter kontaktede hendes far Peter Humphrey. Faderen fortæller til The Guardian, at han følte »vantro«, da han læste beskeden.

Journalisten, der selv blev løsladt i juni 2015, kontaktede herefter nogle tidligere medfanger, som kunne fortælle, at fangerne gennem flere år havde været med til at pakke julekortene. I et interview til BBC fortæller Peter Humphrey, at han tror, han kender beskedens afsender. Han forklarer i interviewet også om, hvordan fangerne sov 12 personer i én celle, og hvordan de skulle stå op klokken seks om morgenen for at arbejde.

Om fundet af beskeden siger en talsmand for Tesco:

»Vi afskyr brugen af fængselsarbejdere og vil aldrig tillade det i vores distributionskæde. Vi blev chokeret over dette fund og suspenderede straks fabrikken, hvor julekortene blev lavet. Vi har også trukket kortene tilbage, mens vi undersøger sagen.«

Talsmanden oplyser yderligere, at man ikke fandt tegn på brug af fængselsarbejdere, da man undersøgte den kinesiske fabrik i november.