Fortsæt til indhold
International

Forskere: Halvdelen af klodens insekter er udryddet siden 1970

Insekt-apokalypse truer på grund af især brugen af pesticider.

Hvis man kørte fra den danske grænse og et godt stykke ned i Tyskland i midten af firserne, kunne man være sikker på at få forruden og kofangeren smurt ind i insekter. Den samme tur i dag resulterer i tankevækkende få insektdrab. Og årsagen er især anvendelsen af pesticider, skriver flere medier heriblandt The Scotsman.

Det er universitetet i Sussex, der har kigget på problematikken. Og tallene er skræmmende: Omkring 87 procent af alle planter skal bestøves med pollen. Og hovedparten af disse pollen er båret af insekter. Omregnet til økonomi er dette arbejde udført af insekter utallige millarder kr. værd på verdensplan.

Men det er samtidig landbrugets brug af pesticider, der er en stor kilde til udryddelse af insekter - samt det faktum at der er færre levesteder. Universitetet i Sussex konkluderer, at insektpopulationerne kun kan reddes, hvis landbrugssektoren stopper med at anvende pesticider både rutinemæssigt og i unødvendigt omfang. Og hvis levestederne reetableres, for eksempel vejkanter.

»Kloden kan have mistet mere end 50 procent af insekterne siden 1970. Det er skræmmende. Hvis vi ikke får stoppet nedgangen, vil det have alvorlige konsekvenser for alle former for liv,« siger Dave Goulson, professor ved universitetet i Sussex.

Han understreger, at verdens lande ikke kan tillade sig at vente på yderligere forskning, men er nødt til at handle nu.

Udfordringerne er imidlertid kolossale. For eksempel er 70 procent af de britiske jordområder landbrugsjord. Uanset hvor mange villahaver der udlægges som insektegnede, vil hovedparten af jorden stadig være ”insektfjendtlig”, som det er nu - så privates initiativer alene vil ikke være nok til at vende udviklingen.

En tidligere undersøgelse fra Tyskland peger desuden på, at det ikke hjælper stort at holde arealer i nærheden af landbrug frie for pesticider, da sprøjtemidler lader til at påvirke insekter også i beskyttede naturområder.