Fortsæt til indhold
International

Ny skandalesag rammer Johnson: Bevilgede midler til veninde

Den britiske premierminister skal angiveligt have bevilget 126.000 britiske pund til sin venindes virksomhed, mens han var borgmester i London. Labour kræver fyldestgørende svar.

En ny skandalesag har muligvis ramt den britiske premierminister Boris Johnson.

Det britiske medie The Sunday Times afslører, at i sin tid som Londons borgmester, har Boris Johnson bevilget flere hundrede tusinde kroner til en amerikansk virksomhed, som var drevet af Jennifer Arcuri, uden at oplyse om, at de var gode venner.

Derudover skulle Jennifer Arcuri også ifølge The Sunday Times have fået adgang til tre handelsmissioner, der var ledet af Johnson, uden at det blev nævnt, at de to havde en relation.

Ifølge The Guardian ønsker den britiske regering ikke at kommentere sagen. Men hos partiet Labour kræver man, at Johnson kommer med en fyldestgørende forklaring på, hvordan og hvorfor 126.000 britiske pund er havnet hos veninden Jennifer Arcuris virksomhed.

»Offentligheden har ret til at vide, hvordan og hvorfor disse midler blev benyttet til fordel for en nær ven uden en berettiget årsag. Det her skal ikke fejes under gulvtæppet. Det her handler om den mand, der nu leder vores land, og han ser ud til at tro, at han kan slippe af sted med ingenting,« siger John Trickett fra Labour til The Sunday TImes.

Ifølge The Sunday Times, skulle Jennifer Arcuris virksomhed med navnet Innotech angiveligt have modtaget 10.000 britiske pund i sponsorat fra en organisation, som tilhørte borgmesterkontoret i London i 2013.

Et år senere vandt virksomheden yderligere 15.000 britiske pund fra et regeringsprogram, som har som formål at fremme udenlandske iværksættere i Storbritannien. Boris Johnson var borgmester i London fra 2008 til 2016 for Det Konservative Parti.

Det er ikke første gang, at den britiske premierminister har været involveret i en skandalesag. I 1988 blev Johson fyret fra sit job som journalist hos The Times for at opdigte citater. I 2018 kom Johson ud i et stormvejr internt i partiet, da han sammenlignede niqab- og burkaklædte kvinder med postkasser. Og i juni blev en optagelse af Johnson og hans kæreste, Carrie Symonds, der har et højlydt og dramatisk skænderi, delt på diverse medier.