Fortsæt til indhold
International

USA sanktionerer Irans rumprogram efter eksplosion på affyringsrampe

USA's udenrigsminister Mike Pompeo siger, at USA vil indføre sanktioner mod Iran.

USA har tidligere advaret Iran mod at affyre raketter.

Derfor har man nu valgt at indføre sanktioner mod Irans rumprogram efter en eksplosion på en affyringsrampe i sidste uge. Det siger USA’s udenrigsminister Mike Pompeo ifølge Reuters.

»Vi vil ikke tillade Iran at bruge sit rumprogram som et dække for udviklingen af sit missilprogram,« siger Mike Pompeo.

USA indfører sanktioner mod Irans rumagentur samt agenturets samarbejdspartnere. Det betyder, at alle amerikanere, der samarbejder med Irans rumprogram, risikerer at blive retsforfulgt. Det er ifølge udenrigsministeren første gang, at USA sanktionerer Irans civile rumagentur.

USA’s præsident, Donald Trump, offentliggjorde i sidste uge på Twitter et foto, som menes at være taget af en amerikansk spionsatellit over Iran.

Fotoet viser angiveligt et raketaffyringscenter i nordlige Iran, hvorfra en opsendelse af en satellit torsdag gik galt, og viser en brandskadet affyringsrampe.

Donald Trump skrev i det medfølgende tweet, at USA ikke var indblandet i den »katastrofale ulykke under de afsluttende forberedelser til opsendelse« af en satellit.

En talsmand fra den iranske regering bekræftede mandag, at der havde været en eksplosion og forklarede, at årsagen var en teknisk fejl.

Styret i Teheran har tidligere afvist amerikanernes påstand om, at satellitprogrammet er et dække for udvikling af ballistiske missiler.