Befamlingssag har rystet Sverigedemokraterna
Sverigedemokraternas spidskandidat anklages for at have befamlet en partifælle.
Kort før europaparlamentsvalget er det EU- og indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna havnet i et stormvejr. Partiets spidskandidat, Peter Lundgren, anklages for at have forgrebet sig på en partifælle. Det skriver den svenske avis Expressen.
Afsløringen er kommet frem, efter at Expressen har fået fat i en optagelse mellem en anonymiseret partifælle og Kristina Winberg, der er nummer fire på Sverigedemokraternas kandidatliste.
På optagelsen kan man høre den unavngivne partifælle afslører over for Winberg, at hun er blevet befamlet på brysterne af Peter Lundgren på et hotelværelse ved en fest efter en partikonference sidste år.
Efter at sagen kom frem i medierne, blev Kristina Winberg søndag smidt ud af partiet og fjernet fra valglisten.
Dagen før erkendte Peter Lundgren til Expressen, at han og den unavngivne partifælle havde været fulde, og at han var kommet til at tage hende på brysterne. Mandag morgen udtalte han dog til Sveriges Radio, at Expressens historie var »stærkt overdreven« og understregede, at han og partifællen »fortsat er venner og har omgået hinanden som venner«.
Kristina Winberg har udtalt til Expressen, at hun fik stjålet sin telefon for et år siden, og at det derfor ikke er hende, som har lækket optagelserne til pressen.
Natten til tirsdag lagde Sverigedemokraterna en video ud på Youtube, hvori Peter Lundgren og den unavngivne partifælle nedtoner episoden. I videoen bliver den forurettede partifælles navn afsløret. Partifællen er Sara-Lena Bjälkö, der er nummer 20 på Sverigedemokraternas kandidatliste til europaparlamentsvalget.
Kristina Winberg forsvarede sig mandag i et opslag på Facebook og skrev, at Bjälkö var bekendt med optagelsens eksistens.
»Vi talte om hvorvidt hun skulle gå videre med hændelsen, men det har hun sidenhen ikke gjort,« skriver Winberg i opslaget.
Sverigedemokraterna afviser i en pressemeddelelse, at sagen om befamlingerne er grunden til, at partiet har smidt Winberg ud af partiet:
»Kristinas påstand om, at hendes redegørelse for os skulle være grunden til partiets handlinger, stemmer naturligvis ikke.«