Fortsæt til indhold
International

Mæslingeudbrud ender med bødetrusler mod vaccinemodstandere

Myndighederne truer med bøder, hvis man ikke lader sig vaccinere mod mæslinger. Det rammer især ortodokse jødiske nabolag.

New York City blev erklæret værende i en sundhedsmæssig nødsituation tirsdag på grund af mæslingeudbrud. Udbruddet er centreret i et ultra-ortodokst jødisk nabolag. Nabolaget blev påbudt obligatoriske vaccinationer. Det skriver AP.

Det usædvanlige påbud kom fra Borgmester Bill de Blasio. Han beskriver situationen som en mæslingskrise i Brooklyns Williamsburg-området, hvor mere end 250 mennesker har fået mæslinger siden september.

Myndighederne giver vaccinemodstandere skylden for udbruddets omfang, fordi modstanderne skaber misinformation om, at vaccinen er skadelig.

Vaccine-ordren gælder for alle, der bor, arbejder eller går i skole i fire postnumre i nabolaget. Det kræves, at alle uvaccinerede personer, der er i risiko for at få sygdommen, får vaccinen, herunder børn, der er over seks måneder gamle.

Byen kan dog ikke rent fysisk tvinge nogen til at få vaccination, men myndighederne udtaler, at folk, der ignorerer ordren, kan få bøder på 1.000 dollars.

»Hvis folk hurtigt samarbejder, er der ingen, der skal betale bøder,« siger Bill de Blasio til AP.

Byens sundhedskommissær, Dr. Oxiris Barbot, siger, at flertallet af de religiøse ledere i Brooklyns største ortodokse samfund støtter vaccinering, men at antallet af vaccinationer er forblevet lave i nogle af områderne. Dr. Oxiris Barbot siger, at det netop skyldes modstand fra nogle religiøse grupper, der mener, at vaccinering er farligt.

Tidligere på ugen blev religiøse skoler og børnehaver påbudt at udelukke uvaccinerede studerende og børn fra institutionerne, hvis ikke de ville risikere at blive lukket.

Et andet jødisk religiøst samfund, nord for byen, men med tætte bånd til Brooklyn, har også set en stigning i mæslingeudbrud med mindst 166 tilfælde siden oktober.

I sidste uge blokerede en statsdommer et forsøg fra myndighederne i Rockland County, der ville standse spredningen af mæslinger ved at forbyde uvaccinerede børn at færdes på offentlige steder. Det ville statsdommeren ikke gå med til.

Ifølge myndighederne er der blevet bekræftet 285 mæslingeudbrud i New York City, siden udbruddet begyndte. Det er det største udbrud siden 1991.

Centeret for sygdomskontrol og forebyggelse i New York City, anbefaler, at alle børn får to doser af mæslingevaccinen, og ifølge centeret er vaccinen 97 procent effektiv.