David Camerons løfte, Theresa Mays mange nederlag og Boris Johnsons store sejr

LONDON

Som politisk drama er der intet i nyere tid, der overgår brexit - den britiske exit fra EU.

Efter syv år kan det være svært at huske det hele, men Jyllands-Posten har samlet alle de vigtigste punkter i én oversigt her.

23. januar 2013

Den konservative premierminister David Cameron er under pres fra højrepartiet UKIP og lover en afstemning om britisk EU-medlemskab, hvis hans parti får absolut flertal ved valget i 2015.

7. maj 2015

De konservative vinder overraskende et absolut flertal og kan klare sig uden den hidtidige koalitionspartner, Liberaldemokraterne. Cameron har dermed forpligtet sig til en folkeafstemning.

2. februar 2016

Cameron bebuder, at afstemningen bliver den 23. juni, og efter tre ugers spekulation meddeler daværende London-borgmester Boris Johnson, at han støtter ”ud”-siden. Johnson var dengang landets mest populære politiker.

13. april 2016

Valgkommissionen udpeger gruppen ”Vote Leave” med bl.a. Boris Johnson, andre konservative og nogle Labour-folk som den officielle ”ud”-kampagne, hvilket giver penge, tv-tid m.v. Udpegningen af ”Vote Leave” giver EU-modstanderne en mere midtsøgende profil, end hvis den en konkurrerende kampagne kaldet ”Leave.EU” havde vundet. Dén gruppe var nemlig centreret om folk fra højrepartiet UKIP.

11. maj 2016

”Vote Leave” skriver på en kampagnebus, at briterne sender 350 mio. pund til EU om ugen, og at pengene burde bruges på sundhed i stedet. Tallet er overdrevet og skaber stor debat. ”Vote Leave” opnår dermed ugevis af diskussion om, hvad EU koster.

23. juni 2016

17,4 mio. briter stemmer for at forlade EU, mens 16,1 mio. siger nej. I procent er det 52 pct. for og 48 imod pct. De fleste meningsmålinger havde forudsagt, at briterne ville blive i EU, men tog altså fejl.

24. juni 2016

David Cameron meddeler sin afgang, selvom han havde lovet at blive på posten uanset udfaldet af afstemningen. Cameron har ikke lavet en plan for, hvad der skulle ske, hvis briterne – mod hans anbefaling - stemte sig ud af EU. Så man må begynde på bar bund.

13. juli 2016

Hidtidig indenrigsminister Theresa May bliver ny premierminister. Hun stemte selv for at blive i EU, men lover at gennemføre vælgernes beslutning. »Brexit betyder brexit«, siger hun og lover at gøre EU-udmeldelsen til en »succes«.

Da hendes modkandidat, Andrea Leadsom, trækker sig efter et uheldigt interview, bliver der aldrig nogen egentlig valgkamp om formandsposten, hvor May tvinges til at forklare, hvad brexit egentlig betyder.

5. oktober 2016

På det konservative årsmøde lyder May i sin tale som en sand brexit-tilhænger og siger til det EU-skeptiske-bagland, at der er styr på EU-udmeldelsen: »Har vi en plan for brexit? Det har vi«. Men det er i hvert fald ingen færdig plan, viser det sig senere.

17. januar 2017

I en tale i Lancaster House i London forklarer May, at hun går efter et hårdt brexit, hvor Storbritannien både forlader EU’s indre marked og toldunionen. Den frie indvandring fra EU skal stoppes.

29. marts 2017

Theresa May sender det officielle udmeldelsesbrev til Bruxelles. EU’s regler betyder, at exitdatoen som udgangspunkt er to år efter brevet, altså 29. marts 2019. Hun sender brevet, før regeringen internt er blevet enig om, hvordan brexit skal se ud.

Regeringen har dermed sat nedtællingsuret i gang uden at have enighed om, hvad den vil med brexit. Det giver problemer senere.

18. april 2017

Theresa May og de konservative har et kæmpe forspring i meningsmålingerne. May søger nyvalg i utide for at øge de konservatives smalle flertal i Underhuset til et stort flertal og dermed gøre det nemmere at føre brexit glat igennem.

8. juni 2017

Både Labour og Konservative går til valg på at gennemføre brexit, men i forskellige udgaver. På valgnatten mister de konservative deres flertal i Underhuset. May bliver afhængig af det nordirske parti DUP, som får en milliard pund til Nordirland som en del af en officiel samarbejdsaftale.

Manglen på eget flertal giver siden enorme problemer for May. Uden et valg i utide havde hun været sikker på et smalt konservativt flertal, men dog et flertal, indtil maj 2020.

8. december 2017

For at skabe fremdrift i forhandlingerne med EU går Theresa May med til en foreløbig brexit-aftale inklusive det irske bagstop.

Bagstoppet ender siden med at blive det altoverskyggende problem for at skaffe et flertal for brexit i Underhuset. Både DUP og mange konservative brexit-tilhængere er imod.

2. marts 2018

Regeringskabinettet er splittet om brexit-kursen. May signalerer i en tale i Mansion House i London en blødere brexit-kurs.

6. juli 2018

I det såkaldte Chequers-kompromis (opkaldt efter premierministerens landsted) beslutter regeringskabinettet at ville lægge Storbritannien tæt op ad EU med toldsamarbejde m.v. Udenrigsminister Boris Johnson og brexit-minister David Davis går af i protest.

14. november 2018

Theresa May indgår en brexit-aftale med EU, som minder om Chequers-kompromiset og indeholder det irske bagstop. Den nye brexit-minister, Dominic Raab, forlader også regeringen i protest.

10. december 2018

Dagen før Mays aftale skal til afstemning i Underhuset, trækker hun den for at undgå et kæmpenederlag. Hun vil i stedet forhandle med EU om ekstra indrømmelser.

12. december 2018

Den konservative parlamentsgruppe stemmer om mistillid til Theresa May. Hun lover at gå af før næste valg i 2022, hvis de lader hende blive. May vinder med 200 stemmer mod 117.

15. januar 2019

May har fået nogle få, ekstra indrømmelser fra EU og forsøger med sin aftale i Underhuset. Den falder med 432 stemmer mod 202 - det største nederlag en britisk premierminister har oplevet.

16. januar 2019

Labour udløser en mistillidsafstemning mod May. May vinder med stemmerne 325 mod 306.

12. marts 2019

Theresa May har fået nogle flere små indrømmelser fra EU og forsøger igen med sin aftale. Den falder med 391 stemmer mod og 242 stemmer for. Det er det fjerdestørste nederlag, en britisk premierminister har oplevet. De to næste dage beslutter Underhuset, at det ikke ønsker ”no deal”, og at det gerne vil have EU til at udsætte brexit-dagen.

21. marts 2019

EU går med til at udskyde brexit til den 12. april eller 22. maj, afhængigt af om Mays aftale går igennem.

27. marts 2019

Theresa May lover at gå af, hvis hendes brexit-aftale vedtages. Samme dag stemmer Underhuset om otte alternative brexit-løsninger, men de stemmes alle ned.

29. marts 2019

Underhuset stemmer om Theresa Mays brexit-aftale for tredje gang. Det sker på dagen, hvor Storbritannien oprindeligt skulle have forladt EU. May taber atter afstemningen, denne gang med 344 stemmer imod og 286 for.

1. april 2019

Underhuset stemmer igen om alternative brexit-løsninger. Denne gang er feltet indsnævret til fire mulige alternativer, men alle stemmes ned. Et forslag om en toldunion taber dog kun med tre stemmer.

5. april 2019

Theresa May beder i et brev til formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, om endnu en udsættelse af brexit. Ønsket skal diskuteres af EU den følgende uge på et ekstraordinært topmøde i Bruxelles.

10-11. april 2019

På et møde, der strækker sig henover midnat, beslutter EU at udskyde brexit til den 31. oktober med mulighed for, at Storbritannien kan forlade unionen før, hvis der vedtages og ratificeres en brexit-aftale i London.

23. maj 2019

Da briterne stadig ikke er ude af EU, skal også Storbritannien også holde valg til Europa-Parlamentet. Resultatet offentliggøres først tre dage senere pga. EU-regler og giver et gigantisk nedlag til de konservative, som blot får 4 af de 73 britiske pladser. Valgets store vinder bliver Brexit Party, der er stiftet af den tidligere UKIP-formand Nigel Farage få uger tidligere. Det får 29 pladser.

24. maj 2019

Efter enormt pres fra sine egne meddeler premierminister Theresa May sin snarlige afgang. I en følelsesladet tale, hvor hun ikke kan holde tårerne tilbage, betegner May det som en stor skuffelse, at hun ikke kunne levere brexit trods tre forsøg.

7. juni 2019

Theresa May meddeler officielt det konservative parti, at hun vil træde tilbage som formand, og processen om at finde en afløser indledes formelt. En stribe kandidater melder sig.

20. juni 2019

Efter et udskilningsløb har den konservative parlamentsgruppe sorteret antallet af formandskandidater ned fra 10 til 2. Disse to skal partiets menige medlemmer herefter vælge imellem. Det er udenrigsminister Jeremy Hunt og forhenværende udenrigsminister Boris Johnson.

23. juli 2019

Boris Johnson offentliggøres som klar vinder af urafstemningen i det konservative parti efter en valgkamp. Han får to tredjedele af stemmerne, nemlig 92.153 mod Jeremy Hunts 46.656. I valgkampen var hans slagnummer at gå efter et ”no deal”-brexit, hvis ikke Storbritannien kan få en ændret aftalen med EU. Både EU og de fleste iagttagere afviser, at briterne kan genåbne Theresa Mays oprindelige brexit-aftale.

24. juli 2019

Theresa May forlader premierministerposten og på Buckingham Palace udpeger dronning Elizabeth Boris Johnson som ny premierminister. Herefter følger en regeringsrokade, som giver det mest mangfoldige regeringskabinet i britisk historie, bl.a. med en finansminister med pakistansk oprindelse og en indenrigsminister af indisk afstamning.

10. september 2019

Boris Johnson får med dronning Elizabeths godkendelse suspenderet parlamentet i fem uger forud for den såkaldte dronningetale, der indleder en ny parlamentsperiode. Det usædvanlige er ikke suspenderingen - det skal ske før en dronningetale - men at den varer hele fem uger. Suspenderingen gør det sværere for parlamentet at stikke en kæp i hjulet på Johnsons brexit.

24. september 2019

I en historisk afgørelse kender den britiske højesteret suspenderingen ulovlig og dermed ugyldig. Det sker, efter to lavere domstole i hhv. Skotland og England er nået frem til modstriende afgørelser. Derefter genoptager parlamentet arbejdet og fokuserer i særlig grad på, at undgå et ”no deal”.

10. oktober 2019

Boris Johnson mødes udenfor Liverpool med den irske premierminister, Leo Varadkar, i et forsøg på at ændre Theresa Mays nederlagsramte brexit-aftale og få fjernet det såkaldte irske bagstop, som var konstrueret, så briterne ikke egenhændigt kunne forlade det.

17. oktober 2019

Det lykkes Boris Johnson at lande en ny brexit-aftale med EU - uden det kontroversielle irske bagstop. Det sker via en kompliceret løsning, hvor grænsen holdes åben mellem Irland og Nordirland, men samtidig holdes så åben som muligt mellem Nordirland og det øvrige britiske område. Bortset fra det bevares stort set alt fra Theresa Mays brexit-aftale.

19. oktober

I et dramatisk forløb godkender et flertal i Underhuset Johnsons nye brexit-aftale ved en førstebehandling. Men derefter er der også flertal for at skrotte regeringens tidsplan for at godkende brexit tids nok til at forlade EU pr. 31. oktober. Boris Johnson tvinges derefter til at bede EU om endnu en udsættelse af brexit-datoen, selvom han tidligere har sagt, at han hellere ville »dø i en grøft« end bede EU om en udskydelse. Boris Johnson sender brevet, men skriver det i protest ikke under.

30. oktober

Boris Johnson får flertal efter flere dages pres et flertal i parlamentet for at udskrive valg i utide for at bryde den fastlåste parlamentariske situation, der siden seneste valg i 2017 ikke har kunnet finde flertal for nogen brexit-løsning. Det konservative slogan bliver »Get brexit done« - få brexit klaret.

12. december 2019

Ved valget lykkes det Johnson at bryde gennem ”den røde mur” af sikre Labour-valgkredse i Nord- og Midtengland. De konservative erobrer kreds efter kreds fra Labour og ender med et flertal på 80 mandater. Labour får det værste valg siden 1935, og partiets formand, Jeremy Corbyn, bebuder efterfølgende sin afgang.

20. december 2019

I Underhuset stemmer et overvældende flertal på 358 mod 234 for Boris Johnsons nye brexit-aftale. Ved de efterfølgende behandlinger i Underhuset fortsætter et stort flertal med at støtte aftalen, som derefter gå videre til godkendelse i Overhuset.

31. januar 2020

Kl. 23.00 London-tid - midnat i Danmark - forlader Storbritannien EU. Brexit er en realitet.