Margrethe Vestager får vigtig rolle frem mod Europaparlamentsvalget
Margrethe Vestager står på listen over syv politikere, som skal tegne Europas liberale frem til EP-valget.
BRUXELLES
Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager (R), er ifølge flere kilder med på holdet, når det europæiske liberale parti Alde torsdag præsenterer sit ”Team Europe”.
Team Europe skal repræsentere Alde i valgkampen frem til valget til Europa-Parlamentet den 26. maj, og med placeringen på holdet får Vestager en fremtrædende politisk platform på den europæiske scene – uden at være kandidat til selve valget.
Team Europa skal formelt godkendes af Aldes politiske hovedbestyrelse og derefter præsenteres i Bruxelles torsdag middag. Aldes danske medlemmer er Venstre og De Radikale, hvis spidskandidat til valget, Morten Helveg Petersen, på forhånd glæder sig over udsigten til at få den tidligere partileder i front for det europæiske partis EP-kampagne.
»Hvis Margrethe kommer med på holdet, vil det være en enorm styrkelse af det liberale projekt. I kraft af de resultater, hun har leveret, og den soliditet og troværdighed, hun fremstår med, har hun gennemslagskraft over hele Europa,« siger Morten Helveg Petersen.
Med på Team Europe kommer også navne som Aldes nuværende gruppeformand i Europa-Parlamentet, Guy Verhofstadt, spidskandidaterne for det tyske liberale FDP, Nicola Beer, og spanske Ciudadanos, Luis Garicano.
Ingen Alde-spitzen
De andre større europæiske partier har til valget i maj valgt hver deres spidskandidat. De mener, at den spidskandidat, der efter valget kan samle et flertal i det nyvalgte Europa-Parlament bag sig, skal være ny formand for EU-Kommissionen.
Partierne mener, at det vil give EU-Kommissionen større demokratisk legitimitet, hvis formanden har været spidskandidat ved valget, så vælgerne har haft indflydelse.
Det er dog ifølge EU-traktaten landenes stats- og regeringschefer, der skal udvælge en person til jobbet, som efterfølgende skal godkendes af Europa-Parlamentet. Regeringscheferne forsøger at holde fast i den kompetence, så beslutningen ikke kun bliver afgjort af, hvem europæiske partiledelser vælger at stille op til valget.
De liberale i Alde er som eneste større parti ligeledes imod den såkaldte ”spitzenkandidat”-model.
Ved at vende sig mod den proces er Alde også synkroniseret med den franske præsident, Emmanuel Macron. Alde har i månedsvis arbejdet på at etablere et tættere samarbejde med Macrons bevægelse, En Marche, og i december enedes de to partier om at forene kræfterne ved det kommende EP-valg.
En Marche er dog ikke medlem af Alde, men muligheden eksisterer fortsat for et formelt samarbejde efter valget. Det kan i givet fald booste Aldes størrelse og gøre partiet til en mere væsentlig spiller i parlamentet, end partiet er i dag, hvor det sidder på 68 af 751 pladser.
Vestagers chancer
I stedet for at anerkende spidskandidatmetoden og vælge én specifik person vil Alde altså hellere sende et helt hold af profiler på banen til at tegne partiet. De syv navne vil samtidig være partiets bud på personer, der kan indgå i kabalerne om europæiske topposter.
Margrethe Vestager nævnes ofte som en mulig outsider til jobbet som ny kommissionsformand. I det lys kan pladsen på ”Team Europe” give hende muligheden for at holde sig i medier og politikeres søgelys på den fælleseuropæiske politiske scene frem til valget.
»I forhold til at få et topjob efterfølgende tror jeg også, det er godt, hvis Margrethe er med på holdet. Det vil give et stærkt løft i den liberale valgkamp i hele Europa. Det er også noget, der vil spille ind efterfølgende i forhold til konstitueringerne og fordelingen af de forskellige poster,« siger Helveg Petersen.
En anden ting, der kan spille ind, er det renommé, som Vestager har bygget op som konkurrencekommissær de seneste fem år. Hun har lanceret en række markante afgørelser, der er gået imod store teknologiselskaber som Google, Apple og Facebook.
Onsdag kom den seneste i rækken, da hun udskrev en bøde på omkring 11 mia. kr. til Google for at misbruge sin dominerende position på markedet for annoncer på nettet.