Sanchez udskriver valg i splittet Spanien
Cataloniens uafhængighed fik regeringen til at falde og giver fremgang til det yderste højre.
Spaniens stærkt højreorienterede parti Vox står til at storme ind i parlamentet, når spanierne går til valg den 28. april.
Ifølge den seneste meningsmåling fra El Diaro vil partiet, som er kritisk over for indvandring, EU og vil genindføre den spanske enhedsstat, få omkring 9 pct. af stemmerne og for første gang opnå parlamentarisk repræsentation i Madrid.
Og knapt var valgdatoen kendt, før end lederen af Vox, Santiago Abascal på Twitter slog fast, at Spanien igen skal være stærkt, og at valget skal bruges til at generobre historien og forme fremtiden.
Det konservative parti står omvendt til at aflevere omkring 10 pct. af stemmerne, men socialisterne med den siddende premierminister, Pedro Sanchez, kan ane en lille fremgang. Han nåede kun at kalde sig premierminister i knapt ni måneder, før han faldt på det tema, som har bredt sig til hele Spanien: Spørgsmålet om Cataloniens uafhængighed.
Videre forhandlinger om løsrivelse var betingelsen for, at de catalonske partier ville levere de nødvendige stemmer for at få finansloven igennem. Sanchez holdt på, at enhver forhandling skal foregå inden for rammerne af den spanske forfatning.
Den grundlæggende uenighed førte til, at finansloven faldt onsdag. Fredag formiddag meddelte Sanchez, at spanierne i konsekvens af sammenbruddet skal til valg. Det er godt et år før tid og det tredje valg i Spanien på bare fire år. Spændingen intensiveres denne gang af, at valget falder, netop som den historiske retssag mod de politikere, som stod bag folkeafstemningen om Cataloniens løsrivelse, er indledt ved højesteret i Madrid.
Demonstrationerne op til og på retssagens første dag viste, at spanierne er dybt splittede. Højrefløjen, repræsenteret af det gamle konservative parti PP, det nyere liberale Ciudadanos og det nyeste nationalkonservative Vox, stod sammen om modstanden mod Sanchez og hans forsøg på gennem en mægler at skabe en vej ud af den catalonske blindgyde.
Lederen af PP, Pablo Casado, slog fredag fast, at partiet vil føre valgkamp på en hård og uforsonlig kurs over for Catalonien, som han truer med igen at sætte under administration.
Men spørgsmålet er, om sammenholdet på højrefløjen holder. Ciudadanos har ført en ultra hård linje på spørgsmålet om Cataloniens uafhængighed, men promoverer på andre punkter sig selv som et liberalt parti. I europæiske spørgsmål arbejder Ciudadanos sammen med både de radikale i Danmark og Macron i Frankrig.
Lederen af partiet, Albert Rivera, modtog fredag pressen med et stort smil om munden og erklærede, at »i dag er en god dag for Spanien«. Ifølge meningsmålingen kan Ciudadanos se frem til stort set at fordoble mandaterne i det spanske parlament fra 32 til 63. Det svarer til hver femte stemme, og det unge parti er dermed ved at bide Spaniens gamle og etablerede konservative og socialister i hælene. De står begge til ca. 23 pct.
Vox blev grundlagt i 2013, er gået frem som en komet og fik ved valget i regionen Andalusien for første gang parlamentarisk repræsentation. Meningsmålinger spår, at partiet også vil rykke ind i parlamentet i Madrid, og spanske kommentatorer forudser en hård kamp mellem PP og Vox om stemmerne på højrefløjen.
På den anden side åndes socialisterne i nakken af Podemos og de i spansk sammenhæng mindre separatistpartier fra Catalonien.
Ifølge det spanske dagblad El Pais står socialisterne til at få flest stemmer, men ikke nok til at kunne danne flertal. PP, som er matret af korruptionsskandaler, står til at gå tilbage.